---
title: "Mille bygger bro mellem handicapområdet og lokalsamfundet i Gladsaxe"
description: "Mød Mille Tindø, der er ny civilsamfundskoordinator i Gladsaxe Handicaptilbud"
date: "2024-06-14"
created: "2024-06-14"
tags:
  - "handicap"
  - "hverdagsaktivisterne"
  - "gladsaxe"
---

[Hjem](https://gladsaxe.dk/)

                    [Kommunen](https://gladsaxe.dk/kommunen)

                    [Presse](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse)

                    [Nyhedsarkiv](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse/nyhedsarkiv)

                [Mille bygger bro mellem handicapområdet og lokalsamfundet i Gladsaxe](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse/nyhedsarkiv/mille-bygger-bro-mellem-handicapomraadet-og-lokalsamfundet-i-gladsaxe)

# Mille bygger bro mellem handicapområdet og lokalsamfundet i Gladsaxe

Mød Mille Tindø, der er ny civilsamfundskoordinator i Gladsaxe Handicaptilbud. Hun brænder for, at mennesker med handicap kan være frivillige og at Gladsaxe Handicap Tilbud bliver en mere integreret del af lokalsamfundet.

![](https://gladsaxe.dk/i/MOLIRIMEDIA/6f7080eb-d0d2-4e38-271c-08dc85e8c0ca?width=800)

*Civilsamfundskoordinator på Gladsaxe HandicapTilbud, Mille Tindø.*

Der er tit fokus på, hvordan vi som samfund kan hjælpe
mennesker, der har handicap som for eksempel et udviklingshandicap eller
autisme. Mille Tindø har vendt tingene lidt på hovedet. Som en del af indsatsen
Hverdagsaktivisterne har hun igennem flere år bidraget til et nyt syn på de
ressourcer, mennesker med handicap har. Konkret har hun været med til at
iværksætte, at de nu kan melde sig som frivillige hjælpere ved for eksempel
rockkoncerter, indsamlinger eller andre events.

Og som ny civilsamfundskoordinator på Gladsaxe Handicap
Tilbud skal Mille netop arbejde for, at flere borgere tilknyttet Kellersvej
bliver frivillige.

- Min tilgang er, at jeg altid ser mennesket først – ikke
handicappet. Mennesker med handicap vil gerne og kan også bidrage til vores samfund
og gøre en forskel. Når mennesker med handicap deltager som frivillige, kan det
også være en øvebane i for eksempel at komme ud af egen lejlighed eller være
mere social. Vi ser, at den frivillige får mere selvtillid, bliver mere sociale
og selvstændige, siger Mille Tindø.

Mille fortæller, at andre også oplever en udvikling:

- Når mennesker med handicap bliver frivillige, er det
interessant at se, hvordan synet på dem ændrer sig fra for eksempel både
pårørende og pædagoger, men også andre frivillige. De bliver opmærksomme på
nogle nye ressourcer hos mennesker med handicap, siger Mille Tindø.

**Kellersvej skal åbnes mere op**En
anden del af Milles arbejde består i at åbne Kellersvej endnu mere op og byde lokalområdet
indenfor.

- Kellersvej er jo blevet moderniseret og er i dag et
flot område, hvor vi gerne ser, at andre borgere fra lokalområdet går tur og
deltager i vores aktiviteter. Vi har for eksempel holdt fællesspisning i
samarbejde med Slotscaféen på Kellersvej, hvor i alt 100 gæster deltog. Bagefter
var der rundvisning, hvor deltagerne gav feedback på området. Vi fik mange ideer
til, hvordan man kunne udvikle området, så det bliver mere relevant og attraktivt
for alle borgere, siger Mille Tindø.

Nogle af de ideer, der bliver arbejdet videre med, er, at
der skal være flere bænke og gerne legepladser. Bænkene kan være samtalebænke
dekoreret med verdensmålene.

Allerede nu kan man benytte Slotscaféen på Kellersvej, og
der er også en petanquebane, som meget gerne må benyttes og et fitnesscenter.
Hver onsdag øver et harmoniorkester i lokaler på Kellervej. De giver en årlig
julekoncert, som borgere også kan melde sig til. Kellersvej har desuden et museum
om områdets historie, som er åbent for offentligheden.

![Hverdagsaktivisterne i aktion ved Cph Marathon i &#xE5;r.](https://gladsaxe.dk/i/MOLIRIMEDIA/0e8547d8-db92-4694-271a-08dc85e8c0ca?width=800)Hverdagsaktivisterne i aktion ved Cph Marathon i år.

**Bliv en del af Hverdagsaktivister i Gladsaxe**
Hvis du ønsker at være frivillig eller se, hvilke aktiviteter Hverdagsaktivisterne i Gladsaxe deltager i, kan du læse mere på [Gladsaxe.dk/Hverdagsaktivisterne](http://www.gladsaxe.dk/Hverdagsaktivisterne "Gladsaxe.dk/Hverdagsaktivisterne"). Her kan du også tilmelde dig nyhedsbrevet, som bliver sendt én gang om måneden.

**Fællesskab og aktiviteter på Kellersvej**Som borger er du altid velkommen til at gå en tur i området, benytte petanquebanen eller [Gladsaxe MultiFitness](https://gladsaxemultifitness.dk/).

Hvis du ønsker at se mere om, hvad der sker i Slotscaféen på Kellersvej, og hvilke lækre retter de byder på, kan du tilmelde dig deres nyhedsbrev på http://www.gladsaxe.dk/Slotscafeen. Herfra kan du også tilgå deres Facebookside, som løbende bliver opdateret.

**Om Mille Tindø**Mille er uddannet pædagog og arbejdede først i daginstitution, men mødte ad omveje Camilla Köhler Karlsson i 2018. Mille og Camilla arbejdede sammen for at give mennesker med handicap mulighed for at være frivillige. De etablerede, med fondsmidler fra blandt andet Velux Fonden, Hverdagsaktivisterne i 2018. Siden har Mille arbejdet for, at mennesker med handicap kan indgå i frivillige fællesskaber i samfundet. Mille startede som civilsamfundskoordinator i Gladsaxe Handicaptilbud i januar 2024.

Nyheden er mere end tre måneder gammel. Indholdet kan derfor være forældet.
