---
title: "LYDSPOR: Nyt samarbejde skal åbne musikkens verden for Gladsaxes børn"
description: "Hvordan lyder musikhistorien, når den bliver fortalt gennem levende musik, spændende historier, udstillinger og kreative aktiviteter? Det kan børn og familier opleve fra 2027, når Richter og Gladsaxe Bibliotekerne sammen lancerer LYDSPOR."
date: "2026-11-02"
created: "2026-11-02"
---

[Hjem](https://gladsaxe.dk/)

                    [Kommunen](https://gladsaxe.dk/kommunen)

                    [Presse](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse)

                    [Nyhedsarkiv](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse/nyhedsarkiv)

                [LYDSPOR: Nyt samarbejde skal åbne musikkens verden for Gladsaxes børn](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse/nyhedsarkiv/lydspor-nyt-samarbejde-skal-aabne-musikkens-verden-for-gladsaxes-boern)

# LYDSPOR: Nyt samarbejde skal åbne musikkens verden for Gladsaxes børn

2. november 2026

Hvordan lyder musikhistorien, når den bliver fortalt gennem levende musik, spændende historier, udstillinger og kreative aktiviteter?  Det kan børn og familier opleve fra 2027, når Richter og Gladsaxe Bibliotekerne sammen lancerer LYDSPOR.

![Billede af de fire fortællere og teksten: LYDSPOR](https://gladsaxe.dk/i/MOLIRIMEDIA/afbe964e-c613-4673-bc89-ff96b5b41140?width=800)

Navnet LYDSPOR rummer tre betydninger. Det er det helt konkrete lydspor – den musik, vi lytter til og oplever sammen. Det er også musikkens aftryk: den måde en kunstner eller en sang kan sætte spor i os og samtidig påvirke den musik, der kommer efter. Og så er det spor, vi kan følge – ind i musikken, instrumenterne, sangteksterne, historierne, billederne og det visuelle univers omkring en kunstner.

I 2027 præsenterer LYDSPOR fire temaer og inviterer børn og deres familier til at gå på opdagelse i musikken i mødet med væsentlige kunstnere, genrer, værker og strømninger i musikhistorien. Temaerne udfoldes gennem en række aktiviteter på biblioteket og unikke koncertoplevelser i Richters koncertsal. Familierne kan deltage i enkelte aktiviteter eller følge hele det musikalske spor.

**Program 2027**

Hvert tema kombinerer liveoptræden og fortælling og er særligt kurateret af Richter til samarbejdet med Gladsaxe Bibliotekerne. Koncerterne kan derfor ikke opleves andre steder.

- **David Bowie – søndag 28. februar**
 Fortæller: Anders Bøtter
 LYDSPORs husorkester med kapelmester Morten Trolle
- **Elektronisk – søndag 25. april**
 Medvirkende: TBA
- **Dolly Parton – søndag 19. september**
 Fortæller: Gry Jexen
 LYDSPORs husorkester med kapelmester Morten Trolle
- **Hip Hop – søndag 7. november**
 Per Vers – fortæller og optræder

[Du kan læse mere om koncerterne og købe billet på richter-gladsaxe.dk](https://richter-gladsaxe.dk/)
