---
title: "Lær at reagere hurtigt på stroke på Strokedagen 12. maj"
description: "Få viden i Værebroparken"
date: "2026-04-21"
created: "2026-04-21"
---

[Hjem](https://gladsaxe.dk/)

                    [Kommunen](https://gladsaxe.dk/kommunen)

                    [Presse](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse)

                    [Nyhedsarkiv](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse/nyhedsarkiv)

                [Lær at reagere hurtigt på stroke på Strokedagen 12. maj](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse/nyhedsarkiv/laer-at-reagere-hurtigt-paa-stroke-paa-strokedagen-12-maj)

# Lær at reagere hurtigt på stroke på Strokedagen 12. maj

28. april 2026

Hjernesagen og Gladsaxe Kommune inviterer i anledning af Strokedagen 12. maj til et arrangement i Værebroparken, hvor du kan blive klogere på at reagere hurtigt, hvis nogen nær dig får et stroke.

Hver dag rammes 33 personer i Danmark af et stroke (blodprop eller blødning i hjernen), og mange får sygdommen tæt ind på livet som pårørende. De fleste overlever sygdommen, men mange lever efterfølgende med betydelige handicap. Der er et stort potentiale for, at flere kan overleve uden alvorlige mén, hvis vi bliver bedre til at forebygge stroke og straks reagerer, når en person får tegn på stroke.

## Lær symptomerne 12. maj

På Strokedagen kan du i Værebroparken møde Gladsaxe Kommunes hjerneskadekoordinatorer, sundhedskonsulenter fra Forebyggelsescentret samt frivillige fra Hjernesagen. De deler ud af viden og fortæller, hvordan man genkender et stroke gennem remsen Stræk, Snak, Smil, samt hvorfor det er vigtigt at komme hurtigt på hospitalet.

**Arrangementet foregår tirsdag 12. maj 2026 kl. 15-17 i Værebroparken foran Netto.**

Du kan også få målt dit blodtryk, da forhøjet blodtryk er en af de hyppigste årsager til et stroke, og man bør derfor holde øje med sit blodtryk. Du kan også hører nærmere om Gladsaxe Kommunes tilbud, hvis du bliver ramt af stroke samt om Hjernesagens arbejde.

## En ud af fem bliver ramt

Stroke er desværre den hyppigste årsag til, at voksne får et handicap, og stroke er en af de hyppigste dødsårsager i Danmark. En ud af fem personer over 25 år vil på et tidspunkt blive ramt af et stroke.

Den nationale Strokedag markeres for tredje år i træk torsdag den 12. maj 2026 for at udbrede viden om forebyggelse af stroke, viden om tegnene på stroke og vigtigheden i at reagere straks ved at ringe 1-1-2. Bag Strokedagen står Hjernesagen, Dansk Råd for Genoplivning og TrygFonden, og i samarbejde med frivillige arrangører inviterer de alle børn og voksne til gratis aktiviteter i hele landet.

                ![V&#xE6;r med til Strokedagen](https://gladsaxe.dk/i/MOLIRIMEDIA/b06c1f34-1df6-476c-7f8e-08de9ba436cb?width=800)
