---
title: "Kunne dit hjem blive en teaterscene?"
description: "Hvad nu hvis en af verdens mest berømte teaterklassikere udspillede sig hjemme i din egen stue? Teatret Mungo Park leder efter par i Gladsaxe, som har lyst til at åbne deres hjem for en helt særlig teateroplevelse til august."
date: "2026-07-09"
created: "2026-07-09"
---

[Hjem](https://gladsaxe.dk/)

                    [Kommunen](https://gladsaxe.dk/kommunen)

                    [Presse](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse)

                    [Nyhedsarkiv](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse/nyhedsarkiv)

                [Kunne dit hjem blive en teaterscene?](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse/nyhedsarkiv/kunne-dit-hjem-blive-en-teaterscene)

# Kunne dit hjem blive en teaterscene?

Hvad nu hvis en af verdens mest berømte teaterklassikere udspillede sig hjemme i din egen stue? Teatret Mungo Park leder efter par i Gladsaxe, som har lyst til at åbne deres hjem for en helt særlig teateroplevelse til august.

![Billedet viser en murstensvæg med et dørtelefonanlæg, hvor en lyserød seddel med teksten &quot;NORA &amp; HELMER&quot; er sat på et navneskilt. Over dørtelefonen fremhæves anmeldelser med stjerner fra MagasinetKBH, Nordjyske og Kulturtid. Titlen &quot;ET DUKKEHJEM&quot; står centralt i store lyserøde bogstaver, og nederst står teksten &quot;DEN MEST NATURALISTISKE VERSION EVER&quot;.](https://gladsaxe.dk/i/MOLIRIMEDIA/78c9b2f5-aa9b-460c-a58b-a98df2177412?width=800)

Gladsaxe Kommune har en egnsteateraftale med Mungo Park, som i år barsler med et nyt og spændende teaterformat. I den forbindelse leder de efter par i Gladsaxe, der kunne være interesserede i at være værter for Ibsens berømte skuespil ’Et Dukkehjem’ i en moderne og anderledes version.

**Hver forestilling opføres i et nyt hjem**

’Et dukkehjem’ er Henrik Ibsens verdensberømte drama – men hos Mungo Park bliver det spillet præcis dér, hvor historien hører hjemme: i et rigtigt hjem.

Tre skuespillere, en iPod, omkring 30 publikummer og jeres stue danner rammen om den mest naturalistiske version af klassikeren nogensinde. Publikum kommer helt tæt på, og hver aften bliver forestillingen unik, fordi den opføres i et nyt hjem.

**Noget for jer?**

Forestillingen er oprindeligt skabt af Fix&Foxy og har de seneste år spillet for udsolgte sale og begejstrede værter i Danmark og udlandet. Nu søger Mungo Park nye hjem til den kommende spilleperiode.

Mungo Park søger jer, som:

- Bor sammen som par
- Har en bolig i Gladsaxe
- Har plads til omkring 30 publikummer (de fleste står eller sidder, hvor der er plads – en 2-værelses lejlighed er som udgangspunkt tilstrækkelig)
- Har lyst til at blive en del af en helt særlig kulturoplevelse.

Mungo Park sørger naturligvis for planlægning, afvikling og praktikken omkring forestillingen. På dagen skal I blot være hjemme cirka 45 minutter før forestillingen begynder. Efter forestillingen efterlader vi jeres hjem, som vi fandt det.

Spilleperioden i Gladsaxe er 19.–29. august

Har I lyst til at høre mere – eller kender I nogen, der ville være de perfekte værter? Så skriv til forestillingsleder og caster Michelle Bak på michelle@mungopark.dk
