---
title: "Klatrehallen GoMonkey Cave Gladsaxe tager form"
description: "Gladsaxes nye klatrehal GoMonkey Cave tager for nu for alvor form. Hallen kommer til at huse Danmarks første såkaldte Via ferrata, hvor man kan gå af fem forskellige ruter i forskellige højder i op til 13 meters højde."
date: "2026-04-08"
created: "2026-04-08"
---

[Hjem](https://gladsaxe.dk/)

                    [Kommunen](https://gladsaxe.dk/kommunen)

                    [Presse](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse)

                    [Nyhedsarkiv](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse/nyhedsarkiv)

                [Klatrehallen GoMonkey Cave Gladsaxe tager form](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse/nyhedsarkiv/klatrehallen-gomonkey-cave-gladsaxe-tager-form)

# Klatrehallen GoMonkey Cave Gladsaxe tager form

8. april 2026

Gladsaxes nye klatrehal GoMonkey Cave tager for nu for alvor form. Hallen kommer til at huse Danmarks første såkaldte Via ferrata, hvor man kan gå af fem forskellige ruter i op til 13 meters højde.

![](https://gladsaxe.dk/i/MOLIRIMEDIA/1f949b8d-d209-4cf0-2bf9-08de952cf996?width=800)

Et trælandskab af klatrevægge tårner sig op, når man træder ind i den gamle skøjtehal i Gladsaxe. Her er GoMonkey i fuld gang med at opbygge en imponerende flot, indendørs klatrehal.

**Danmarks første Via ferrata**  **** Hallen kommer blandt andet til at rumme en såkaldt Via ferrata, som er italiensk og betyder jernsti. Via ferrate hentyder oprindeligt til wire i bjergene, som gør det muligt at gå på stier højt oppe. Oversat til klatring betyder det, at der sættes wire op, så man kan klatre på tværs af forskellige ruter i op til 13 meters højde på store klatrevægge. Gladsaxes Via ferrate kommer til at rumme fem forskellige ruter og klatrevæggen har fremspring, der mimer formen på en italiensk bjergryg.

-Vi tæller dagene og glæder os til at åbne vores første indendørs lokation. Det er vores mission både at skabe noget for dem, som gerne vil hyggeklatre og så også noget til dem, der gerne vil udfordres og blive bedre til klatring. Kort sagt – et klatrecenter til alle niveauer og aldre, fortæller direktør i GoMonkey Daniel Monby på en omvisning i hallen.

Ud over Via ferrataen, kommer der også udspringstårn, 12 ’fun walls’ klatrevægge, der er 10 meter høje samt ni stolper af douglasgran, der vil supplere og forbinde de forskellige aktiviteter med hinanden via netgange og broer.

Klatring bliver tilladt for børn fra 7 år og har ikke en umiddelbar øverste aldersgrænse.

**Gladsaxes nye mødested**
 Daniel Monby fortæller, at et meget væsentligt element for hele udviklingen af GoMonkey Cave, er ambitionen om, at GoMonkey Cave bliver et nyt mødested for alle, der holder til omkring idrætsanlæggene i Gladsaxe. Han fremhæver, at netop klatring er en meget social aktivitet, hvor de fleste kan være med.

-Klatring er en idræt, der udjævner alle hierarkier og for alle aldre. Det er meget få, der fra starten er gode til at klatre, så alle starter på samme niveau. Det kan skabe nye relationer og venskaber på kryds og tværs. Vi bruger også kræfter på at få etableret en rigtig lækker café, som vi håber bliver samlingssted for de mange forskellige idrætstilbud i området, siger Daniel Monby.

GoMonkey inddrager desuden børn og unge i udviklingen af hallen og har fx gennemført et gadekunstprojekt med GXU Gladsaxe uden for hallen. Ligeledes ser GoMonkey frem til samarbejder med skoler, børnehaver og SFO’ere i Gladsaxe.

**Bæredygtighed og æstetik i højsædet**
 Alle klatrevægge er i bæredygtige materialer og handlet i Skandinavien. Både bæredygtighed og æstetik er således højt prioriteret i opbygningen af klatrehallen.

Derudover genanvender parterne i projektet konstruktioner og vægge fra den gamle skøjtehal. Der indgår fx fragmenter af de gamle bander, med en masse puckmærker, i klatrestativerne. Puckmærkerne vidner om de mange ishockeykampe, der tidligere er blevet spillet i hallen.

**Liv og aktivitet i hele området**
 Ud over klatrehallen kommer den gamle skøjtehal også til at rumme en ny indendørs forhindringsbane (OCR-bane), som køres af Gladsaxe OCR. Gladsaxe Billardklub har også fortsat lokaler i hallen. I løbet af 2026 vil der blive etableret en streetbasketbane uden for hallen, der ligesom caféen i hallen bliver offentlig tilgængelig for alle. På den anden side af vejen ligger Gladsaxe helt nye skøjtehal, som åbnede i 2024. Så forhåbningen er, at hele området kommer til at summe af liv og aktivitet for alle.

Aktiviteterne i den gamle skøjtehal er resultatet af Gladsaxe Kommunes udbud om at skabe nyt liv i den gamle skøjtehal. Her bød GoMonkey sammen med de lokale foreninger Søborg Klatreklub, Gladsaxe Basketball klub og Gladsaxe OCR samt Bibliotek+ og Gladsaxe billard ind med det projekt, som nu er ved at tage form.

Forventningen er, at klatrehallen GoMonkey Cave, OCR-bane og café åbner inden sommerferien.

**FAKTA:**

Gladsaxes nye klatrehal GoMonkey Cave vil rumme:

**Via ferrata (Italiensk for "jernsti"):**

- Via ferrataen er den første af sin slags i Danmark og den 4. af sin slags i verden
- Den vil tårne sig 13 meter høj, og der vil være 5 forskellige ruter på den, i forskellige højder og sværhedsgrader.
- Den vil have over 70 aktivitetspunkter fordelt på de 5 ruter.

**Bagjump/udspringstårn:**

- Udspringstårn, hvor man hopper ned i en stor "air bag" med specialdesignede luftlommer til at absorbere faldet. Hop fra 3 og 4,7 meters højde.
- Opgang til tårnet både via trapper eller via klatreopgang, hvor elementer fra den gamle skøjtehal, i dette tilfælde de gamle banter, er blevet genanvendt for bæredygtighed og for at fastholde skøjtehallens sjæl.

 **Fun walls**

- 12 ’fun wall’- klatrevægge på ydersiden af konstruktionen.
- Væggene vil være 10 meter høje og i forskellige temaer (fx stige-klatrevægge)
- Indvendigt er det muligt at bevæge sig i gangene, som er udformet i en kombination af træ og net, som kaldes ’Maze’. Denne Maze forbinder også aktiviteterne "fun walls" og "bagjump" via en gangbro.

**Stolper af Douglasgran forbinder aktiviteter og vægge**  **** Der vil blive rejst op ni stolper af douglasgran fra dansk skov i Silkeborg, som skal supplere og forbinde de forskellige aktiviteter med hinanden via netgange og broer.

**Ny stor café – åben for alle**
 Caféen bliver op mod 150 kvm2 stor og vil henvende sig til alle Gladsaxes borgere, store som små. Den vil være offentlig tilgængelig. I cafeen vil man kunne købe fx kaffe, pizza fra rigtige pizzaovne m.m. Det bliver også muligt at holde fx børnefødselsdage eller andre arrangementer i hallen.
