Her er de 3 nominerede til Gladsaxe Erhvervspris 2023
18. september 2023
Se hvordan de tre nominerende har rykket på den bæredygtige dagsorden
Nu kan vi offentliggøre de tre nominerede til GLADSAXE ERHVERVSPRIS 2023!
Det er Krüger-Veolia, EasyPartz og Beyond Leather Materials. Stort tillykke til alle tre!
Vinderen vil blive kåret af borgmester Trine Græse på Gladsaxe Erhvervskonferencen på onsdag 20. september på spillestedet Richter. I kan stadig nå at melde jer til her.
Mange tak til alle jer, som har budt ind med mulige kandidater. Det er godt at se, hvor mange virksomheder, som rykker på den bæredygtige dagsorden i Gladsaxe.
EasyPartz er en relativt nystartet virksomhed, som hjælper større danske industrivirksomheder med hurtig og fleksibel produktion af bl.a. prototyper, specialudstyr og reservedele. De er nomineret på grund af deres arbejde med at transformere, automatisere og digitalisere en ret traditionel forretning indenfor komponenter og services og har skabt en forretning her. EasyPartz.com producerer kun, hvad der skal bruges hos kunderne og har udviklet en platform, hvor der er betydelige muligheder indenfor andre brancher og dermed mulighed for skalering globalt. EasyPartz.com holder til i Alfa Lavals Innovation House.
Krüger/Veolia er nomineret, fordi de har udviklet en digital platform, der gør vandbehandling smartere, sikrere og mere bæredygtigt. Platformen hjælper danske såvel som udenlandske forsyninger med at spare energi, minimere ressourcetræk og rense vand bedre. Løsningen reducerer det samlede miljømæssige aftryk markant med energibesparelser på op til 25 %.
Beyond Leather Materials er også også en relativt nystartet virksomhed, som er nomineret, fordi de har udviklet produktet Leap. Det er et tekstil materiale lavet af æblepulp, som de henter fra et mosteri på Sydsjælland. Tekstilmaterialet er meget alsidigt og kan anvendes bredt inden for bl.a. møbel-, mode- og bilindustrien og erstatter animalsk læder. Ved at bruge produktet Leap i stedet for animalsk læder reduceres vandforbruget og CO2-aftrykket betydeligt.
Det er 3 meget stærke kandidater, som I alle kan møde på Erhvervskonferencen. Se program for Erhvervskonferencen her.
Nyheden er mere end tre måneder gammel. Indholdet kan derfor være forældet.