---
title: "Henning Stærk skruer op for rocken på Gladsaxedagen"
description: "Den danske rocklegende gæster Gladsaxedagen 22. august."
date: "2026-07-23"
created: "2026-07-23"
---

[Hjem](https://gladsaxe.dk/)

                    [Kommunen](https://gladsaxe.dk/kommunen)

                    [Presse](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse)

                    [Nyhedsarkiv](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse/nyhedsarkiv)

                [Henning Stærk skruer op for rocken på Gladsaxedagen](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse/nyhedsarkiv/henning-staerk-skruer-op-for-rocken-paa-gladsaxedagen)

# Henning Stærk skruer op for rocken på Gladsaxedagen

27. juli 2026

Den danske rocklegende gæster Gladsaxedagen 22. august.

![](https://gladsaxe.dk/i/MOLIRIMEDIA/141106cc-280b-4bb2-9d29-f0138a452861?width=800)

Sidste år fejrede Henning Stærk 60 år som musiker. Siden debuten som 16-årig i 1965 har han etableret sig som en af Danmarks mest markante rock- og bluesstemmer.

Gennem karrieren har han modtaget en Grammy, flere guld- og platinplader og spillet mere end 3.000 koncerter i ind- og udland. I 2025 blev han desuden optaget i Det Danske Rockakademi som anerkendelse af sin betydning for dansk musikliv.

De senere år har Henning Stærk oplevet et stærkt comeback, blandt andet med albummet *Big Boss Man* fra 2023.

Når han gæster Gladsaxedagen, bliver det med sit velspillende band og en koncert fyldt med spilleglæde, nærvær og sange fra en lang og imponerende karriere. Publikum kan se frem til at opleve en ægte dansk rocklegende i levende live.

**Mere musik på programmet**

22. august bliver samtidig dagen, hvor Hovedstadens Letbane åbner på den fulde strækning. Det fejres med en kæmpe åbningsfest, der afvikles i Rådhusparken som en del af Gladsaxedagen. Her er alle borgere inviteret med til at fejre indvielsen af de 17 nye stationer, når Hovedstadens Letbane inviterer til koncerter, aktiviteter og oplevelser for børn og voksne.

**Hvad er Gladsaxedagen?**

Gladsaxedagen er Gladsaxes årlige fest- og kulturdag på området omkring Gladsaxe Rådhus, hvor ca. 10.000 gæster passerer i løbet af dagen. Borgmesteren præsenterer sit forslag til det kommende års budget, mens vi fejrer det lokale foreningsliv, nyder god underholdning og skaber mulighed for debat med dine lokale politikere.

Musik og underholdning har åbent kl. 12-22. Udstillinger og aktiviteter har åbent til kl. 17.

[Læs mere om Gladsaxedagen 2026 på gladsaxe.dk/gladsaxedagen](https://gladsaxe.dk/borger/fritid-og-oplevelser/kultur/gladsaxedagen)
