---
title: "Gør en forskel for medborgere med lungesygdom"
description: "Lungeforeningen søger frivillige træningsinstruktører, som vil undervise i simple træningsøvelser og åndedrætsteknikker på Kildegården."
date: "2026-06-09"
created: "2026-06-09"
---

[Hjem](https://gladsaxe.dk/)

                    [Kommunen](https://gladsaxe.dk/kommunen)

                    [Presse](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse)

                    [Nyhedsarkiv](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse/nyhedsarkiv)

                [Gør en forskel for medborgere med lungesygdom](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse/nyhedsarkiv/goer-en-forskel-for-medborgere-med-lungesygdom)

# Gør en forskel for medborgere med lungesygdom

Lungeforeningen søger frivillige træningsinstruktører, som vil undervise i simple træningsøvelser og åndedrætsteknikker på Kildegården.

![En gruppe mennesker sidder på stole og bliver guidet gennem en træningsøvelse](https://gladsaxe.dk/i/MOLIRIMEDIA/f894a50d-2bb9-4b09-a909-08dec5031ca2?width=800)

Omkring 800.000 danskere lever med en lungesygdom. Måske har du selv en ven eller et familiemedlem med KOL eller astma? Når en borger med lungesygdom har modtaget behandling på et hospital eller hos egen læge, bliver de ofte henvist til træningsforløb, hvor de lærer at håndtere deres sygdom og fastholde en aktiv hverdag.

Men for mange er det en udfordring at fortsætte træningen på egen hånd, når forløbet slutter. Derfor har Gladsaxe Kommune indgået et samarbejde med Lungeforeningen, som tilbyder træning på Kildegården, så borgerne kan fortsætte i trygge rammer.

I den forbindelse søger Lungeforeningen frivillige træningsinstruktører.

**Bliv træningsinstruktør i dag**

Som instruktør står du for en ugentlig træningstime, hvor du underviser i simple træningsøvelser og åndedrætsteknikker. Du behøver ingen erfaring – du får et gratis todages instruktørkursus, så du er klædt godt på fra start. Det næste kursus foregår hos Lungeforeningen i København 25. og 26. juni 2026.

Hvis det lyder som noget for dig, så kontakt Maria Sinding Franch fra Lungeforeningen på msf@lunge.dk

[Du kan også læse mere på lunge.dk her.](http://www.lunge.dk/bliv-traeningsinstruktoer)
