---
title: "Glæd dig til Gladsaxe Loves Culture"
description: "1.-6. juni løber Gladsaxe Loves Culture 2026 af stablen. Festivalen starter i Værebro og slutter på Telefonfabrikken."
date: "2026-05-21"
created: "2026-05-21"
---

[Hjem](https://gladsaxe.dk/)

                    [Kommunen](https://gladsaxe.dk/kommunen)

                    [Presse](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse)

                    [Nyhedsarkiv](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse/nyhedsarkiv)

                [Glæd dig til Gladsaxe Loves Culture](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse/nyhedsarkiv/glaed-dig-til-gladsaxe-loves-culture)

# Glæd dig til Gladsaxe Loves Culture

1.-6. juni løber Gladsaxe Loves Culture 2026 af stablen. Festivalen starter i Værebro og slutter på Telefonfabrikken.

![En farverig plakat for en kulturfestival i Gladsaxe med stor tekst, et rødt hjerte og billeder af optrædener, mad og mennesker. Den viser datoer og steder for fem dage med kultur.](https://gladsaxe.dk/i/MOLIRIMEDIA/d8cb7469-8bad-4a68-364b-08deb4ddfbdb?width=800)

Kultur er ikke noget, der kun opstår på scener, i særlige huse eller rum. Den er allerede en del af hverdagen i Gladsaxe – både i foreningerne, i fællesskaberne, i de små møder mellem mennesker, hvor de bor og færdes.

I uge 23 sætter Gladsaxe Loves Culture fokus på netop det. Festivalen samler og synliggør den kultur, der allerede findes i bydelene, og giver den en fælles platform på tværs af kommunen. For det handler ikke om at flytte kulturen ud. Det handler om at gøre den synlig dér, hvor den allerede lever.

I løbet af ugen kan du derfor opleve Gladsaxe Loves Culture disse steder:

- **Værebro – mandag d. 1. juni kl. 15.30–18**
 På pladsen foran centeret inviteres til en hyggelig eftermiddag med musik, dans, kreative workshops, naturaktiviteter og fællesskab. Her kan du blandt andet komme med på sommerfugletur i mosen, opleve dans og musik samt deltage i kreative aktiviteter for store og små.
- **Mørkhøj – tirsdag d. 2. juni kl. 16–20**
 Kom med til en eftermiddag og aften med optrædener og aktiviteter for alle aldre. Der vil være korsang og fællessang, jazz, havespil, børneaktiviteter og lokale madboder. Første del foregår i Ilbjerg Have, hvorefter programmet fortsætter i Mørkhøj Park.
- **Høje Gladsaxe – onsdag d. 3. juni kl. 15–18**
 En farverig eftermiddag på pladsen foran kirken med fokus på musik i mange genrer – rock, klassisk, swing og rap. Der vil være gratis snacks, dans, kunstworkshops, børnedemokrati, afrikansk modeshow og aktiviteter for både små og lidt større.
- **Bagsværd – torsdag d. 4. juni kl. 15.30–18**
 I Bagsværd byder kulturen på gratis filmvisning, jazzmusik, lokal singer-songwriter, dans og fællesskab ved Bibliografen – en eftermiddag fyldt med kultur i øjenhøjde.
- **Telefonfabrikken i Søborg – lørdag d. 6. juni kl. 10–16**
 På plænen bag kulturhuset afholder vi – som kulminationen på ugen – en stor, gratis familiefest. Her kan man opleve Katrine Bille og hendes forunderlige musikalske univers. Dagen byder også på musik og dans fra mange kulturer, teater, kulinariske smagsoplevelser i verdensrestauranten samt et væld af kreative værksteder og aktiviteter for børn og deres voksne.

[Læs mere om hele festivalen og de enkelte arrangementer på gladbib.dk her.](https://gladbib.dk/telefonfabrikken/gladsaxe-loves-culture-2026)

Gladsaxe Loves Culture 2026 er skabt i samarbejde med lokale foreninger, kulturaktører og frivillige kræfter i hele kommunen.

Det er gratis at deltage, og alle er velkomne.
