Skip til hoved indholdet
    Hjem Kommunen Presse Nyhedsarkiv Gladsaxes mange gazeller blev fejret på rådhuset

Gladsaxes mange gazeller blev fejret på rådhuset

7. februar 2024

Onsdag 6. februar var Gladsaxes nykårede gazelle-virksomheder inviteret til fejring i byrådssalen.

Fællesbillede af repræsentanter for gazelle-virksomhederne og Gladsaxes borgmester Trine Græse i byrådssalen.

Foto: Kaj Bonne. Fællesbillede af repræsentanter for gazelle-virksomhederne og Gladsaxes borgmester Trine Græse i Byrådssalen.

Dagbladet Børsen hylder hvert år landets hurtigst voksende virksomheder, og denne gang er 31 virksomheder i Gladsaxe blevet kåret som Børsen Gazeller. Onsdag 6. februar var mange stolte virksomhedsledere mødt op i byrådssalen, hvor de blev fejret og lykønsket af borgmester Trine Græse. Erhvervschef Karen Brosbøl Wulf fortalte om kommunens erhvervspolitik, de mange tilbud, samarbejder og netværk. Fejringen bød derefter på netværk, snacks og et glas champagne til de fremmødte.


Hyldet og anerkendt
I sin tale understregede borgmesteren, hvor dejligt det var, at så mange virksomheder i Gladsaxe klarede sig så godt på trods af de seneste års udfordringer og kriser.

- 2023 har blandt andet været præget af en fortsat, relativ høj inflation, som har påvirket købelysten inden for mange industrier. Derfor skaber det også stor optimisme at stå her og hylde så mange af jer i dag. Når vi fejrer Gladsaxes gazeller, er det fordi vi er stolte af jer og gerne vil anerkende jeres indsats. Samtidig vil vi gerne benytte lejligheden til at skabe gode relationer på tværs af virksomheder, brancher og kommune, så vi i fællesskab kan fortsætte den gode udvikling og skabe endnu flere arbejdspladser, bæredygtig udvikling og meget mere. I er alle – hver og en – med til at gøre Gladsaxe til en af Danmarks bedste erhvervskommuner, sagde borgmester Trine Græse blandt andet i sin tale.


For de få med de højeste vækstspring
For at opnå titlen som Børsen Gazelle kræves det blandt andet, at man i løbet af fire regnskabsår hvert år har haft positiv vækst og samlet set mindst har fordoblet omsætningen. Det sker for under én procent af danske virksomheder. Ud af de 31 virksomheder i Gladsaxe er 14 tidligere blevet kåret som Børsen Gazeller, og for AGC Biologics A/S er det intet mindre end syvende gang, at life-science-virksomheden bliver hyldet som gazelle-virksomhed.

- Vi er meget begejstrede for igen at blive kåret som Børsen Gazelle for 7. gang. Den præstation afspejler vores medarbejderes store indsats, styrke og engagement i virksomheden. Vi er stolte af anerkendelsen og mener, at den understreger vores gode teamwork og opfindsomhed, men det er også en forpligtelse til at levere den ypperste kvalitet i vores arbejde, for at realisere den nødvendige hjælp som mange patienter rundt om i verden har brug for. Vi er taknemmelige for den opbakning, vi mærker fra Gladsaxe Kommune og særligt samarbejdet i life science-miljøet i Gladsaxe Erhvervsby, fortalte Lars Christian Falkensteen von Gersdorff, Vice President Process Development i AGC Biologics A/S.

Stort tillykke til de 31 gazelle-virksomheder: AGC Biologics A/S, Bride Fashion ApS, Bruhn Newtech A/S, Cegal Danmark A/S, Cura Gruppen Management ApS, GIS Solution ApS, IBSA Nordic ApS, Icepower A/S, Insife ApS, Nano Sushi ApS, TMC Nordic A/S, Wash World ApS, XMedicus Systems ApS, Bagsværd Lakrids ApS, Berle Pool & Spa A/S, Bisnode D&B Danmark A/S, CHW EL & KLOAK ApS, Dinparkering A/S, EMF Stilladser ApS, Estman Retail ApS, Freetrailer Danmark ApS, Hua Dan International ApS, Jernpladsen A/S, Kai Mandrup Handel ApS, KirchS ApS, Kruses Varmeteknik ApS, Pandaconnect Europe ApS, RAPVVS ApS, Regaco A/S, Scheffer Byg ApS, Aahil Waseem ApS.

Læs mere om Børsen Gazelle på borsen.dk/gazelle

Du kan læse mere om, hvordan du kontakter Gladsaxes lokale erhvervsservice på gladsaxe.dk her.

Gladsaxe Kommune
Rådhus Allé 7
2860 Søborg

CVR: 62761113

Telefon: 39 57 50 00
kommunen@gladsaxe.dk

Borgerservice

Telefontid

Mandag-fredag: 9-14

Personlig henvendelse

Kun med tidsbestilling. Bestil tid på gladsaxe.dk/bestiltid

Åbningstid

Mandag-onsdag og fredag 10-14
Torsdag 10-18

Få teksten læst op Tilgængelighedserklæring Giv os feedback