Gladsaxe inviterer til debat om handicap og kærlighed
29. oktober inviterer Gladsaxe Handicaptilbud og SUKA til det tankevækkende debatarrangement ’Alle har ret til kærlighed’.
Gladsaxe Handicaptilbud og foreningen SUKA inviterer til en spændende og indsigtsfuld debat om kærlighed og de udfordringer, som mange oplever i deres søgen efter den. Arrangementet finder sted tirsdag 29. oktober 2024 kl. 18.30-21 på Kellersvej 14.
Med titlen ’Alle har ret til kærlighed’ lægges der op til en aften, hvor både paneldeltagere og publikum får mulighed for at tage del i diskussioner om det helt store – og ofte underbelyste – spørgsmål: Hvor går man hen, og hvem kan man tale med, hvis man lever med et handicap og har svært ved at finde kærligheden?
Kasper Jensen tog initiativet
Debatten sker på initiativ fra Kasper Jensen – en ung mand med cerebral parese (CP), som selv har oplevet udfordringer og berøringsangst over for emnet. I samarbejde med Gladsaxe Kommunes civilsamfundskoordinator opstod idéen til et debatarrangement.
- Kasper kontaktede mig efter et oplæg, jeg havde holdt i Kellers Klubben, hvor han er bruger. Her fortalte jeg om min arbejdsrolle og samarbejdet med civilsamfundet, herunder eventdeltagelse og foreningsarbejde, altid med borgernes interesser i fokus. Kasper fortalte, at han var ved at skrive en bog om mennesker med handicap og deres oplevelser med kærlighed. Snart udviklede idéen sig, og vi gik i gang med at stable arrangementet på benene, siger civilsamfundskoordinator Mille Tindø.
Et vigtigt emne
Arrangementet sætter fokus på de særlige udfordringer, som mennesker med handicap eller særlige behov ofte møder i deres søgen efter kærlighed og nærhed. Panelet består af to mænd og en kvinde, der alle tre lever med handicap, samt en seksualvejleder og en pårørende. I samspil med publikum vil de åbne en debat, der forhåbentlig kan skabe større forståelse og give nye perspektiver på emnet.
Tilmeld dig i dag
’Alle har ret til kærlighed’ er gratis og åbent for alle interesserede. Uanset om man vil sidde og lytte eller bidrage aktivt til debatten. Du skal bare tilmelde dig senest mandag 21. oktober.
Du tilmelder dig ved at kontakte civilsamfundskoordinator Mille Tindø på miltin@gladsaxe.dk eller telefon 23 45 14 85. Når du tilmelder dig, har du også mulighed for at forudbestille en portion "brændende kærlighed" til 45 kr., som du kan nyde under arrangementet.
Du kan læse mere i artiklen ’Ret til kærlighed trods handicap’ i Gladsaxe Bladet her.