Skip til hoved indholdet Job Job
    Hjem Kommunen Presse Nyhedsarkiv Gladsaxe indfører straksforbud mod turbokyllinger

Gladsaxe indfører straksforbud mod turbokyllinger

Fremover vil Gladsaxe Kommune kun købe økologiske kyllinger eller kyllinger med dyrevelfærdsmærket tre hjerter.

Et stort flertal i Gladsaxe Byråd har netop vedtaget et straksforbud mod indkøb at turbokyllinger. Det betyder, at Gladsaxe Kommune ikke længere køber de såkaldte turbokyllinger, og at kommunen fremover kun vil købe økologiske kyllinger eller kyllinger med dyrevelfærdsmærket tre hjerter.

Turbokyllinger har ringe levevilkår

Årsagen til forbuddet er, at turbokyllinger har ringe levevilkår.

- De kyllinger vokser så stærkt, at deres ben ikke kan bære dem, og deres organer ikke kan følge med væksten. Samtidig lever de på meget lidt plads. Det mener jeg ikke, vi som bæredygtig verdensmålskommune kan understøtte, og derfor går jeg ind for, at vi prioriterer bedre dyrevelfærd, siger borgmester Trine Græse.

Beslutningen om kun at indkøbe økologisk kylling og kylling med tre hjerter skyldes, at disse kyllinger har væsentlig mere plads, de vokser langsommere, og de har adgang til udeareal. Men opdræt af kyllinger med bedre dyrevelfærd koster også mere.

Kylling er mindre klimabelastende

I Gladsaxes kommunale køkkener bliver der arbejdet rigtig meget med økologi, med at nedbringe klimabelastningen og servere ernæringsrigtig kost. Kød udgør i dag kun seks procent af det samlede fødevareindkøb, og forbruget af oksekød er faldet med 22 procent siden 2022.

Beslutningen træder i kraft omgående som et straksforbud og Gladsaxe Kommune forventer, at den nye beslutning vil øge udgifterne til kylling med 45 procent og resultere i en merudgift på knapt 600.000 kroner årligt. Forvaltningerne vil derfor blive kompenseret for merudgiften.

Øget fokus på dyrevelfærd i fremtiden

Samtidig besluttede byrådet at øge fokus på dyrevelfærd, når Gladsaxe skal revidere sin indkøbspolitik i efteråret 2025, og når kommunen fremover indgår nye aftaler på fødevareområdet.

Gladsaxe Kommune
Rådhus Allé 7
2860 Søborg

CVR: 62761113

Telefon: 39 57 50 00
kommunen@gladsaxe.dk

Borgerservice

Telefontid

Mandag-fredag: 9-14

Personlig henvendelse

Kun med tidsbestilling. Bestil tid på gladsaxe.dk/bestiltid

Åbningstid

Mandag-onsdag og fredag 10-14
Torsdag 10-18

Få teksten læst op Tilgængelighedserklæring Giv os feedback