---
title: "Gladsaxe i blåt for at sætte spot på prostatakræft"
description: "Torsdag 5. november 2026 bliver Gladsaxe Rådhus lyst op i blåt. Det sker for at være med til at skabe synlighed om prostatakræft i anledning af European Prostate Cancer Awareness Day."
date: "2026-11-03"
created: "2026-11-03"
---

[Hjem](https://gladsaxe.dk/)

                    [Kommunen](https://gladsaxe.dk/kommunen)

                    [Presse](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse)

                    [Nyhedsarkiv](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse/nyhedsarkiv)

                [Gladsaxe i blåt for at sætte spot på prostatakræft](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse/nyhedsarkiv/gladsaxe-i-blaat-for-at-saette-spot-paa-prostatakraeft)

# Gladsaxe i blåt for at sætte spot på prostatakræft

3. november 2026

Torsdag 5. november 2026 bliver Gladsaxe Rådhus lyst op i blåt. Det sker for at være med til at skabe synlighed om prostatakræft i anledning af European Prostate Cancer Awareness Day.

Prostatakræft er den hyppigst diagnosticerede kræftform blandt mænd i Danmark. Hvert år får ca. 4.500 danske mænd konstateret sygdommen, og endnu flere lever med konsekvenserne af sygdommen og dens behandling.

Selvom prostatakræft berører mange familier, er det fortsat en sygdom, som der er behov for at skabe større åbenhed og opmærksomhed omkring.

## Gladsaxe er med til at belyse sygdommen

For at bakke op om Prostatakræftforeningen PROPAs arbejde med at skabe synlighed om sygdommen samt tidlig opsporing, behandling og livskvalitet for de mange mænd, der rammes af sygdommen, lyser Gladsaxe Kommune rådhuset op i blåt kl. 18-22 torsdag 5. november 2026, hvor det er European Prostate Cancer Awareness Day.

Samtidig skifter belysningsfarven i tunnellerne på Gladsaxes del af Supercykelstien Farumruten også til blå.

## Alle kan være med

Den blå belysning er en lille indsats med en stor synlighed, som alle kan være med i. PROPA opfordrer både borgere, institutioner og virksomheder til at støtte initiativet ved fx at sætte blåt lys i vinduerne, hvis de har mulighed.

[Læs mere om PROPAs arbejde på propa.dk](https://propa.dk/ "Læs mere om PROPAs arbejde på propa.dk")
