---
title: "Gladsaxe hylder de grønne transportvaner"
description: "Gladsaxe Kommune hylder igen i år alle, der vælger at gå, cykle, tage bus eller tog – eller køre sammen. Det reducerer trafikstøjen og er til gavn for klimaet og sundheden – og giver plads på vejene til dem, der virkelig har behov for bilen."
date: "2026-04-08"
created: "2026-04-08"
---

[Hjem](https://gladsaxe.dk/)

                    [Kommunen](https://gladsaxe.dk/kommunen)

                    [Presse](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse)

                    [Nyhedsarkiv](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse/nyhedsarkiv)

                [Gladsaxe hylder de grønne transportvaner](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse/nyhedsarkiv/gladsaxe-hylder-de-groenne-transportvaner)

# Gladsaxe hylder de grønne transportvaner

8. april 2026

Gladsaxe Kommune hylder igen i år alle, der vælger at gå, cykle, tage bus eller tog – eller køre sammen. Det reducerer trafikstøjen og er til gavn for klimaet og sundheden – og giver plads på vejene til dem, der virkelig har behov for bilen.

![](https://gladsaxe.dk/i/MOLIRIMEDIA/18205bba-351b-425e-8b87-08dd557ce9b7?width=800)

De sidste ti år er antallet af biler i Gladsaxe steget med 70 procent, og transport udgør 45 procent af CO2-udledningen. Samtidig er Gladsaxe en af de mest støjbelastede kommuner i Danmark.

Derfor hylder Gladsaxe igen i år i en kampagne alle, der så ofte som muligt, vælger at transportere sig grønnere og lader bilen stå. Det sker ved at møde borgere, medarbejdere og studerende med plakater i bylivet og online med anerkendende budskaber som ”Tak, fordi du cykler – også når det regner” og ”Tak, fordi du tager bussen – også når den er forsinket” med flere. Plakaterne hænger ved cykelstier, busstoppesteder, ved stationer og på vejene. Der bliver sat 600 plakater op i alt, og budskaberne bliver også delt på kommunens øvrige kanaler.

Borgmester Serdal Benli hylder også de grønne transportvaner:

- Der kommer flere og flere biler på vejene - også her i Gladsaxe. Det betyder mere forurening, støj og trængsel. Med kampagnen her hylder vi alle, der vælger at gå, cykle, tage bus, tog eller køre sammen. Hver gang vi vælger en grønnere transportform, gør det en forskel og vi får samtidig skabt plads til dem, der har størst behov for bilen og parkeringspladserne. Jeg vælger også at cykle, så ofte jeg kan, siger borgmester Serdal Benli.

**Vi ændrer vaner, når vi bliver set og anerkendt**
 Det er som bekendt tit svært at ændre indgroede vaner. Derfor anvendes i kampagnen greb fra adfærdsforskningen.

- Langt de fleste af os er vanedyr og gør det, der er mest bekvemt og som kræver mindst energi. For rigtig mange betyder det, at man tager bilen. Vi ved fra adfærdsforskningen, at det at blive set og anerkendt er det vigtigste, når man skal ændre vaner. Derfor siger vi i kampagnen ‘Tak’ – netop for at anerkende, at man har truffet et valg, der ikke er det mest bekvemme. Vi håber også, at vi kan inspirere hinanden. Erfaringen viser nemlig også, at hvis blot nogle enkelte medarbejdere på en arbejdsplads eller uddannelsesinstitution går foran og fx tager cyklen, så kan det inspirere andre til også at gøre det, siger erhvervschef og leder af Gladsaxe Erhvervsby Karen Brosbøl.

**Følg med på Facebook og deltag i konkurrence**
 Som en del af kampagnen er der i år også en konkurrence på Facebook, hvor man kan vinde billetter til Bibliografen i Bagsværd ved at dele et billede af sin grønne transportvane med hashtagget #GrønHverdagGladsaxe.

**Fakta:**

- På 10 år er antallet af biler i Gladsaxe steget med 70 procent

- CO2-udledningen fra transport udgør 45 procent af CO2 udledningen i Gladsaxe.

- Trafikstøj påvirker borgernes trivsel og helbred med hovedpine, søvnbesvær, stress, forhøjet blodtryk og øger risikoen for hjerte-kar-sygdomme. Flere hundrede danskere dør hvert år for tidligt på grund af trafikstøj.

- Gladsaxe er en af Danmarks allermest støjbelastede kommuner. Halvdelen af Gladsaxes borgere bor i områder, hvor støjen overstiger Miljøstyrelsens grænseværdier.

- I gennemsnit sidder der på landsplan kun 1,08 personer i hver bil, når vi kører til og fra arbejde. Læs mere i [artiklen her.](https://www.dr.dk/nyheder/indland/vi-har-aldrig-haft-flere-biler-men-hver-dag-koerer-vi-med-14-millioner-tomme-saeder "artiklen her.")

- Gladsaxe Kommune prioriterer den bæredygtige mobilitet højt, blandt andet ved at styrke den offentlige transport og udbygge supercykelstierne. Læs mere om hvordan Gladsaxe arbejder for grønnere transport i [Trafik- og mobilitetsplanen](https://gladsaxe.dk/politik/planer-politikker-og-visioner/veje-og-trafik/trafik-og-mobilitetsplan "Trafik- og mobilitetsplanen")
