Skip til hoved indholdet
    Hjem Kommunen Presse Nyhedsarkiv Gladsaxe hjalp ukrainske flygtninge hurtigt i job

Gladsaxe hjalp ukrainske flygtninge hurtigt i job

18. januar 2023

Det gode samarbejde mellem Gladsaxe Jobcenter og lokale virksomheder betyder, at det tog mindre end en time for to ukrainske kvinder at blive ansat i Bagsværd Lakrids. Og siden er de begge blevet forfremmet.

Kateryna og Katja i butikken på Bagsværd Hovedgade sammen med Morten Kornbech Larsen

Kateryna og Katja i butikken på Bagsværd Hovedgade sammen med Morten Kornbech Larsen.

I august tog direktøren for Bagsværd Lakrids Morten Kronbech Larsen kontakt til Gladsaxe Jobcenter, fordi virksomheden manglede to dygtige medarbejdere til at pakke og lave lakrids i butikken i Bagsværd. Blot en time senere mødte to ukrainske kvinder op, og de blev øjeblikkeligt ansat.

Kateryna og Katja på henholdsvis 27 og 34 år har klaret sig så godt hos Bagsværd Lakrids, at de allerede efter to måneder blev forfremmet til lakridskogere og nu indgår i den daglige produktion.

Jobcentret sikrer det gode match

Bagsværd Lakrids har tidligere samarbejdet med Gladsaxe Jobcenter og har gode erfaringer med samarbejdet. Her oplever direktøren, at Kateryna og Katja har beriget arbejdspladsen med deres engagement og gåpåmod.

- Vores kontakt i Jobcentret har en virkelig god fornemmelse for, hvad vi har behov for. Jeg kan virkelig anbefale andre virksomheder at ansætte personer fra Ukraine. Det er givet vores virksomhed stor værdi. Kateryna og Katja er fantastisk dygtige og lærenemme – og derudover er de meget loyale. Begge to har et brændende ønske om at ville bidrage og har hurtigt taget ejerskab på deres arbejdsopgaver. Det er blandt andet derfor, at de begge to meget hurtigt er blevet forfremmet og har fået en velfortjent lønforhøjelse, fortæller direktør for Bagsværd Lakrids, Morten Kornbech Larsen.

Særlig indsats for ukrainske flygtninge

Mange lokale virksomheder – både store og små – er interesseret i at gøre en indsats for at hjælpe og rækker hånden ud til Jobcentret. Det er både vigtigt og positivt, mener beskæftigelses- og socialchef Merete Jørgensen, som også ser det som et udtryk for, at kommunens særlige indsats for ukrainske flygtninge virker.

- Det er uden tvivl vigtigt for ukrainerne at blive en del af det danske arbejdsmarked, og derfor har jobcentret iværksat en særlig indsats, hvor vores flygtningekoordinatorer også er dem, som hjælper borgerne i job. Det gør vi, fordi det er flygtningekoordinatorerne, der kender borgerne bedst og derfor bedst kan hjælpe den enkelte videre. Mange af de ukrainere, som vi har i Gladsaxe, er kvinder med børn. Så udover at finde arbejde har de ofte behov for støtte til at finde bolig eller give børnene en god start i institution eller skole. Derfor giver det mening at samle det hele i én indsats, siger Merete Jørgensen.

Hvis du har en virksomhed og gerne vil vide mere om jobindsatsen for ukrainske flygtninge, er du velkommen til at kontakte teamleder Thim Jønck Westerma på thiwes@gladsaxe.dk eller telefon 20 36 79 93.  

Nyheden er mere end tre måneder gammel. Indholdet kan derfor være forældet.

Gladsaxe Kommune
Rådhus Allé 7
2860 Søborg

CVR: 62761113

Telefon: 39 57 50 00
kommunen@gladsaxe.dk

Borgerservice

Telefontid

Mandag-fredag: 9-14

Personlig henvendelse

Kun med tidsbestilling. Bestil tid på gladsaxe.dk/bestiltid

Åbningstid

Mandag-onsdag og fredag 10-14
Torsdag 10-18

Få teksten læst op Tilgængelighedserklæring Giv os feedback