Gladsaxe flytter skolestart til efter sommerferien
15. januar 2026
Gladsaxe Kommune flytter skolestarten, så skolebørnene kan blive i deres børnehuse til efter sommerferien.
Fra næste skoleår bliver alle kommende skolebørn i Gladsaxe i deres børnehus frem til skolestarten i august. Det har et enigt Børne- og Undervisningsudvalg besluttet. Derfor har alle berørte forældre netop modtaget den glædelige nyhed via Aula.
Beslutningen blev truffet efter en høring, hvor flertallet af de forældre, medarbejdere og interesseorganisationer, som deltog i høringen, var enige i forslaget om, at børnene bliver i deres børnehus frem til skolestart efter sommerferien.
- Vores mål med at flytte opstarten på skolen er at styrke børnenes trivsel i forbindelse med skolestarten. Børnene skal opleve en rolig og tryg skolestart med så få skift som muligt og en god overgang fra børnehus til skole. Året i børnehaveklassen bør være den periode, hvor børnene tilvænner sig at gå i skole - det kan ikke klares på en enkel måned. Et stort antal af de forældre, medarbejdere og faglige organisationer, som deltog i høringen, er enige i den beslutning, og derfor er vi glade for, at det nu bliver en realitet, udtaler den nye forkvinde for Børne- og Undervisningsudvalget Amanda Manfeld.
I Gladsaxe arbejder alle kommunens skoler og børnehuse på tværs med fælles metoder for sammenhængen, og det vil blive tilpasset til skolestarten 2026. Med det nye skolestartstidspunkt starter de ældre børn starter tilsvarende senere i skoleklub og fritidstilbuddet UNiG.
Den nye skolestartsdato er i 2026 mandag 10. august.