---
title: "Gladsaxe: Bredt forlig løfter velfærden med 121 millioner"
description: "Alle partier var med, da Gladsaxe Byråd onsdag aften indgik budgetforlig."
date: "2025-01-29"
created: "2025-01-29"
tags:
  - "budget"
  - "gladsaxe"
---

[Hjem](https://gladsaxe.dk/)

                    [Kommunen](https://gladsaxe.dk/kommunen)

                    [Presse](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse)

                    [Nyhedsarkiv](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse/nyhedsarkiv)

                [Gladsaxe: Bredt forlig løfter velfærden med 121 millioner](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse/nyhedsarkiv/gladsaxe-bredt-forlig-loefter-velfaerden-med-121-millioner)

# Gladsaxe: Bredt forlig løfter velfærden med 121 millioner

Alle partier var med, da Gladsaxe Byråd onsdag aften indgik budgetforlig. Forliget løfter velfærden med 121 mio. kr. blandt andet til børn og unges trivsel, ældreområdet, et lønløft til udvalgte medarbejdergrupper og flere fysiske skolebøger.

**​**Onsdag aften var alle partier med, da Gladsaxe Byråd indgik
budgetforlig med særligt fokus på Gladsaxes børn, unge og ældre. Med Gladsaxes
sunde og robuste økonomi og et tilskud i sidste øjeblik fra regeringen på 22
mio. kr. kunne forligspartierne i alt levere ekstra velfærd til borgerne for
121 mio. kr. i 2025. Blandt andet afsættes der ekstra penge til at skabe bedre
trivsel blandt Gladsaxes børn og unge, til et lønløft til udvalgte
medarbejdergrupper på velfærdsområderne og kommunens folkeskoler får 10 mio.
kr. til at købe flere fysiske skolebøger for.

**Alle partier med i budgetforliget**

Bag budgetforliget står Socialdemokratiet, Venstre, Det
Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Radikale
Venstre, løsgængeren Suleman Naim, Danmarksdemokraterne og Moderaterne. Dermed
bakker alle 25 byrådsmedlemmer op om den økonomiske retning, som er lagt for
Gladsaxe Kommunes økonomi de kommende år.

- Jeg vil gerne takke alle partierne i byrådet for, at vi
sammen har kunnet levere et budget, som i den grad formår at løfte velfærden
for Gladsaxes borgere i en tid, hvor kommunernes økonomi generelt er presset. Når
vi er i stand til det her i Gladsaxe, skyldes det i høj grad vores gode og
brede samarbejde, hvor vi alle tager et fælles ansvar for at sikre, at Gladsaxe
har en sund og robust økonomi. Det er det, som gør os i stand til at investere
i høj velfærd og udvikling af vores by, siger Gladsaxes borgmester Trine Græse.

**81 millioner til børn og unges trivsel**

For at sikre, at flere af Gladsaxes børn og unge kan
trives, har Gladsaxe Kommune de seneste to år tilført et trecifret millionbeløb
til nye indsatser for børn og unge, som har brug for særlig støtte. Samtidig
har Børne- og Undervisningsudvalget i foråret 2024 gennem omprioriteringer
fundet knapt 54 mio. kr. til indsatser, der gavner alle børn, så flere børn
trives fagligt og socialt, og kan inkluderes i Gladsaxes almindelige børnehuse
og skoler. Det sker blandt andet ved at øge antallet af timer med flere
medarbejdere i undervisningen i skolerne og ansætte flere ressourcepædagoger i
børnehusene.  Det er en stor omstilling,
som tager tid. Derfor tilføres området yderligere 81 mio. kr.  fordelt over de kommende tre år, så der er
tid til, at effekten af de igangværende indsatser slår igennem. Samtidig er der
afsat en pulje på 25 mio. kr. til uforudsete udgifter, da det er et område, hvor
det er vanskeligt at budgettere.

**10 millioner til skolebøger**

For at sikre balance mellem digitale og analoge
undervisningsmidler afsættes der 10 mio. kr. i 2025 til indkøb af fysiske skolebøger,
hvilket svarer til en million til hver af kommunens folkeskoler. Efterfølgende
afsættes der 1 mio. kr. årligt til bogindkøb fra 2026. Derudover tilføres
skolerne de midler til bøger, som forventes udmøntet i 2026 som følge af
aftalen om Folkeskolens Kvalitetsprogram.

**Klasseloft på 26 elever fra 0-6 klassetrin**

Folkeskoleloven har et generelt klasseloft på 28 elever. Men
fra skoleåret 2023-2024 er klasseloftet for 0-2. klasse lovgivningsmæssigt
sænket til 26 elever. I Gladsaxe indføres der derudover fra skoleåret 2025-2026
et klasseloft på 26 elever i både indskolingen og mellemtrinnet. Klasseloftet
gælder alene ved klassesammenlægninger og ved indskrivning fra andre
skoledistrikter. Denne undtagelse indføres for at undgå klassedelinger, som
ingen ønsker.

**Gladsaxe opretter et ungepanel**

Gladsaxe Kommune blev i 2023 certificeret som FN
Børnevenlig By. I naturlig forlængelse heraf er der nu sat penge af til at
oprette et ungepanel, så unge fremover i højere grad inddrages i de politiske
beslutningsprocesser.

**Pulje til hovedrengøring til hjemmeplejemodtagere og social tandpleje**

Der reserveres midler fra puljen til uforudsete udgifter til
finansiering af eventuelle ekstraudgifter til hovedrengøring hos de borgere, som
er omfattet af denne ordning, og til social tandpleje. For at sikre, at disse
borgere kender eksistensen af de to tilbud, skal der gennemføres en kommunikationsindsats
for at gøre opmærksom på tilbuddene.

**To ekstra hjemmebesøg til nyfødte**

Sundhedsplejerskens hjemmebesøg udvides med to ekstra
besøg til Gladsaxes børnefamilier de første måneder af barnets liv.

**Pulje til udvikling og omstilling af ældreområdet**

Den kommende ældrereform og fremtidens udfordringer med
flere ældre og stigende mangel på faglært arbejdskraft kommer til at betyde
grundlæggende forandringer i den måde kommunerne leverer ældrepleje på. Blandt
andet skal kommunerne de kommende år arbejde for at indføre faste teams i
hjemmeplejen.

For at være på forkant i forhold til at håndtere de
kommende krav til kommunerne i takt med, at regeringens ældrereform
konkretiseres, afsættes der 5 mio. kr. i 2025 og 8 mio. kr. årligt fra 2026 til
en særlig pulje til udvikling og omstilling af ældreområdet.

**Reducering af rengøring i demensboligerne rulles tilbage**

Beslutningen fra budget 2024 om at nedsætte frekvensen af
rengøring på demenspladserne i Gladsaxes plejeboliger fra én ugentlig rengøring
til rengøring hver fjortende dag rulles tilbage. Dermed vil der fremover blive
gjort rent én gang om ugen i demensboligerne. Dette gælder planlagt rengøring,
mens der sideløbende som altid gøres rent ved uheld og hændelser efter behov. ****

**Lønløft skal sikre fastholdelse og rekruttering**

Gladsaxe oplever ligesom andre kommuner udfordringer med
at fastholde og rekruttere medarbejdere til de store velfærdsområder. Derfor afsættes
der en pulje på 20 mio. kr. til varige, lokale lønløft til udvalgte
medarbejdergrupper, hvis lønniveau ligger lavere end nabokommunernes, og på
områder, hvor der er udfordringer med at fastholde medarbejdere. Målet er at
sikre, at Gladsaxe Kommune fortsat er en attraktiv arbejdsplads med
veluddannede medarbejdere. Kriterierne for udmøntning af puljen besluttes af
Økonomiudvalget i slutningen af 2024 og pengene udmøntes i tæt dialog med de
faglige organisationer.

**Arbejdet for social balance fortsætter**

Gladsaxe har i mange år arbejdet for at skabe social
balance i kommunens boligområder. Derfor afsættes der 1,5 mio. kr. årligt til at fortsætte aktiviteterne
på det nuværende niveau. Samtidig afsættes der 1,5 mio. kr. til at fortsætte
medfinansiering af det boligsociale arbejde i Høje Gladsaxe.

**Forsøg med ekstra vagtrundering**

Som et etårigt forsøg udvides kommunens Vagtservice i
2025, så der kan gennemføres ekstra vagtrundering omkring kommunale bygninger i
aften og nattetimerne i områder, hvor der opleves uro og utryghed.

**Sundhedskoordinator skal hjælpe udsatte borgere**

For at styrke lighed i sundhed ansætter Gladsaxe Kommune
en sundhedskoordinator. Sundhedskoordinatoren skal blandt andet gennem en
håndholdt indsats hjælpe udsatte borgere med fx at komme til tandlægen, lægen
og anden behandling.

**Motionscafé til psykisk syge**

Motion har vist sig at have en positiv indflydelse på
borgere med psykiske lidelser - både fysisk, psykisk og socialt. Derfor
afsættes der godt 0,5 mio. kr. til en motionscafe til disse borgere i
samarbejde med foreningen Håb i Psykiatrien. Motionscaféen skal skabe rammerne
for sociale fællesskaber omkring motion og sund kost, og forventes over tid at
reducere behovet for andre støtteindsatser for målgruppen.

**Nyt orangeri ved bostedet Catrinegården**

Ved Catrinegården, et bosted i Bagsværd for psykisk
udviklingshæmmede, skal der bygges et nyt orangeri. Orangeriet skal skærme for
støj fra motorvejen og skabe muligheder for, at beboerne på Catrinegården og
andre botilbud i kommunen, kan opholde sig og dyrke aktiviteter i området.

**Flere hænder til trafik, mobilitet, trafiksikkerhed og støj**

På grund af manglende hænder har det været vanskeligt for afdelingen for
Trafik og Mobilitet at gennemføre alle de politiske planer, som er besluttet på
områderne trafik, mobilitet, trafiksikkerhed og støj. Derfor tilføres
afdelingen permanent en ekstra fuldtidsmedarbejder og yderligere en ekstra
fuldtidsmedarbejder i en treårig periode.

**Fremrykkelse af anden etape af fornyelse af Søborg Hovedgade**

Fornyelsen af en stor del af Søborg Hovedgade har skabt
et mærkbart løft af området til gavn for borgere og erhvervsdrivende langs
gaden. Derfor fremrykkes starten for planlægning og renovering af strækningen
fra Runebergs Allé til Søborg Torv nu fra 2033 til 2027, så planlægningen kan
igangsættes sideløbende med renoveringen af Søborg Skole. Den endelige tidsplan,
strækning og økonomi afklares i Trafik- og Teknikudvalget, og arbejdet
planlægges med udgangspunkt i en tæt borgerinddragelse og så der ikke foregår
anlægsarbejder i perioden med julehandel.

**Pop-up-naturarrangementer for børnefamilier**

Der afsættes 0,5 mio. kr. i 2025 og 2026 til
pop-up-arrangementer for børnefamilier i Gladsaxes naturområder, så
børnefamilier kan få større glæde af at færdes i naturen.

**Penge til julebelysning og aktiviteter i byrummet**

Gladsaxeliv-puljen tilføres ekstra penge til blandt andet
julebelysning, skilte og særlige arrangementer, som skaber liv og aktivitet i
byrummet. Foreninger, erhvervsdrivende, BID’s og forvaltninger kan søge penge
fra puljen.

**Mere bynatur ved Bagsværd Møllevej**

Arbejdet med den grønne
omstilling, herunder udrulningen af fjernvarme og udbygningen af separat
kloakering, fortsætter. Det samme gør indsatsen med at skabe grønne og
rekreative områder til vores borgere og styrke biodiversiteten. Derfor afsættes
der godt 2,7 mio. kr. til nedrivning af bygninger på Bagsværd Møllevej 3-5.
Herefter afsættes der 1,2 mio. kr. til reetablering af området som grønt område
og midler til drift, så området gives tilbage til naturen. Før projektet kan
komme i gang, kræver det tilladelse fra fredningsmyndighederne til at rive
bygningerne ned. Derfor afsættes pengene først fra 2026.

**Grønt løft til Bagsværd**

Arbejdet med
helhedsplanen for Bagsværd fortsætter og der afsættes 3 mio. kr. til at udvikle
for eksempel Diagonalpladsen til et mere grønt og attraktivt byrum.

**Mere kunst i byen**

Der afsættes 800.000 kr.
i 2025 til mere kunst i byrummet.

**Flere penge til energirådgivning**

Gladsaxe har stor succes
med energirådgivning til kommunens virksomheder og borgere. Derfor tilføres energipuljen
til grøn omstilling ekstra 800.000 i 2025, hvoraf de 500.000 er øremærket til energirådgivning.

**Renere vand i Bagsværd Sø**

Lige nu er Gladsaxe
Kommune i gang med at undersøge, hvad der skal til for at forbedre
vandkvaliteten i Bagsværd Sø. For at kunne pege på konkrete tiltag suppleres
projektet med yderligere undersøgelser i 2025. Herefter skal der tages stilling
til, hvilke konkrete tiltag, der skal igangsættes for at få renere vand i
Bagsværd Sø og hvordan indsatserne finansieres.

**Fortsat fokus på opgradering af Danmarks Rostadion**

Planerne om at opgradere
Danmarks Rostadion ved Bagsværd Sø, er lige nu sat på pause. Men Gladsaxe
Kommune er fortsat meget optaget af at finde gode løsninger, så renoveringen og
opgraderingen af Danmarks Rostadion kan realiseres i respekt for fredning og
områdets naturværdier.

**Nye, miljøvenlige kunstgræsbaner**

Da de eksisterende,
miljøvenlige kunstgræsbaner har vist sig at blive meget glatte i dårligt vejr,
er der behov for at vælge nye belægninger til Gladsaxes kunstgræsbaner. Derfor
har Fritids- og Idrætsudvalget nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter fra
fodboldklubberne og Børne- og Kulturforvaltningen. Udvalget skal koordinere
fodboldklubbernes test af eksisterende og nye miljøvenlige kunstgræsbaner i
frost- og regnvejr og udarbejde anbefalinger om nye, miljøvenlige kunstgræsbaner.
På baggrund af arbejdsgruppens anbefalinger træffer Fritids- og Idrætsudvalget
beslutning om en ny brugbar og miljøvenlig løsning for kunstgræsbanerne i
Gladsaxe. I den forbindelse er der reserveret 5,1 mio. kr. til medfinansiering
af de nye kunstgræsbaner fra puljen til uforudsete udgifter.

**Ridebanen i Værebro skal drænes**

Regn og mudder gør, at
ridebanen i Værebro i perioder er i for dårlig forfatning til at ride på.
Derfor er der afsat 600.000 kr. til dræn og ny
ridebanebelægning, så ridebanen kan udnyttes bedre.

**Registrering af Gladsaxes bevaringsværdige bygninger**

Bevaringsværdige
bygninger er en del af vores kulturarv, som gør, at vi føler os særligt knyttet
til det område, vi bor i. Derfor afsættes der penge til at registrere de bevaringsværdige
bygninger i Gladsaxe fra perioden 1940 til 1984, som endnu ikke er registreret.

**Bygningsvedligeholdelse med fokus på grøn omstilling**

En stor del af Gladsaxes
kommunale ejendomme har en alder, så udgifterne til vedligeholdelse stiger de
kommende år. Derfor skal der gennemføres en analyse af, hvordan drift og
vedligeholdelse kan ske på den klogeste måde og hvordan bygningerne udnyttes
bedst muligt. I den forbindelse skal det blandt andet undersøges, hvordan reduktion
af miljøfarlige stoffer, genbrug, genanvendelse og energieffektivisering i
endnu højere grad kan prioriteres i forbindelse med renovering og
vedligeholdelse. Samtidig skal det sikres at lokale virksomheder også får
mulighed for at byde på vedligeholdelsesopgaver i kommunen.

**Store anlægsprojekter fortsætter**

Gladsaxe Kommune fortsætter
de mange, store anlægsprojekter, som er planlagt de kommende år for at udvikle byen
til gavn for borgere og virksomheder. Byggeriet af det nye Sundheds- og
Beskæftigelseshus i den gamle politistation på Fremtidsvej fortsætter. Kommunen
bygger fortsat nye og svanemærkede børnehuse og skaber nye læringsmiljøer i
kommunens folkeskoler. Og så skal vi i gang med at bygge en helt ny bydel med
boliger, ny skole og nye idrætsfaciliteter på Ringbo-grunden i Bagsværd. Den
samlede oversigt over vores anlægsprojekter de kommende 15 år kan ses på
gladsaxe.dk/budget.

**Uændret skat og grundskyld**

Skat og dækningsafgift bevares
uændret på henholdsvis 23,6 procent og 10,1 promille, mens grundskyld bevares
på 5,9 promille. Dermed er Gladsaxe kommune fortsat en af landets billigste
skattekommuner.

**Reduktion af den kommende dækningsafgift for virksomheder**

Virksomhederne vil de
kommende år opleve, at dækningsafgiften, som de betaler på deres
erhvervsejendomme, stiger væsentligt på grund at stigende grundværdier. Hvor
meget dækningsafgiften stiger, vides endnu ikke. For at kompensere
virksomhederne for denne ekstra udgift, vil Gladsaxe Kommune fra 2026, hvor vi har
de reelle tal, nedsætte dækningsafgiften, så indtægten ikke stiger for Gladsaxe
Kommune, men samlet set er provenuneutral i forhold til niveauet i 2023. På den
måde vil de stigende indtægter fra dækningsafgiften blive ført tilbage til er virksomhederne. ****

Se [hele budgetforliget for 2025-2028 og den samlede oversigt over anlægsinvesteringer de kommende 15 år](https://gladsaxe.dk/MOLIRIPAGE/4a11ad69-63d5-4ace-8275-1e2308bdc5c6 "hele budgetforliget for 2025-2028 og den samlede oversigt over anlægsinvesteringer de kommende 15 år")

Nyheden er mere end tre måneder gammel. Indholdet kan derfor være forældet.
