---
title: "Fyld prepperkassen med spændende oplevelser på søndag"
description: "På søndag 25. oktober kl. 10-16.30 inviterer Gladsaxe Hovedbibliotek sammen med DR, Dansk Folkeoplysnings Samråd og Østifterne til en stor, gratis beredskabsdag med et spændende sceneprogram, sjove og lærerige aktiviteter og masser af oplevelser for både"
date: "2026-10-20"
created: "2026-10-20"
---

[Hjem](https://gladsaxe.dk/)

                    [Kommunen](https://gladsaxe.dk/kommunen)

                    [Presse](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse)

                    [Nyhedsarkiv](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse/nyhedsarkiv)

                [Fyld prepperkassen med spændende oplevelser på søndag](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse/nyhedsarkiv/fyld-prepperkassen-med-spaendende-oplevelser-paa-soendag)

# Fyld prepperkassen med spændende oplevelser på søndag

20. oktober 2026

På søndag 25. oktober kl. 10-16.30 inviterer Gladsaxe Hovedbibliotek sammen med DR, Dansk Folkeoplysnings Samråd og Østifterne til en stor, gratis beredskabsdag med et spændende sceneprogram, sjove og lærerige aktiviteter og masser af oplevelser for både børn og voksne.

![En grafik med billeder af deltagere og teksten &quot;Sammen om beredskab&quot;](https://gladsaxe.dk/i/MOLIRIMEDIA/ceac5f32-31bf-4e03-bad0-1d58c1971649?width=800)

På dagen kan du bl.a. møde deltagere fra DR’s helt nye programmer ’Når alt slukker’ og ’Ind i krisens maskinrum’. Du kan også møde beredskabsekspert Rasmus Dahlberg, som gør dig klogere på både dit eget og Danmarks kriseberedskab.

De to vindere af ’Alene i Vildmarken’, Bente Boisen og Rasmus Kragh, går på scenen til en samtale om, hvad vildmarken kan lære os om beredskab. Og en lokal Gladsaxe-familie deler ud af deres erfaringer fra beredskabseksperimentet ’72 timer i Bibliotekshaven’, hvor de skal klare sig uden strøm, rindende vand og internet.

Der er også masser af sjove oplevelser for børnene, som bl.a. kan glæde sig til at opleve Heino fra DR Ramasjang i et underholdende beredskabsshow.

**Prøv selv kræfter med beredskab**

Der bliver også rig mulighed for at teste dine egne beredskabsevner i DR's mobile escape room og gå på opdagelse i et inspirerende standområde, hvor du kan få konkrete råd til dit hjemmeberedskab, teste din viden om drikkevand, prøve at bygge en lille varmekilde, smage preppermad og meget mere.

**Kultur i krisetider**

Beredskab handler ikke kun om vand, dåsemad og transistorradioer, men også om fællesskab og kultur. I talken ’Kultur i prepperkassen’ møder du Gladsaxes borgmester Serdal Benli og forkvinde for Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget Christina Falkberg, som åbner deres egne kulturelle prepperkasser og giver deres bud på, hvad der binder os sammen i krisetider.

Det hele foregår søndag den 25. oktober kl. 10-16.30 på Gladsaxe Hovedbibliotek. Det er gratis at deltage.

Se hele programmet på https://gladbib.dk/sammenomberedskab
