Skip til hoved indholdet Søg Søg Job Job
    Hjem Kommunen Presse Nyhedsarkiv Fredag aften i byen – Et trygt og alkoholfrit alternativ for unge i Gladsaxe

Fredag aften i byen – Et trygt og alkoholfrit alternativ for unge i Gladsaxe

2. september 2025

I det kommende år deltager UNiG (Ung i Gladsaxe) i et nationalt projekt om unge og alkohol, igangsat af Ungdoms ringen i samarbejde med Sundhedsstyrelsen. Projektet løber over to år og har til formål at afprøve nye, attraktive alternativer til alkoholbaserede fællesskaber – især i de tidsrum, hvor mange unge i dag "hænger ud", typisk fredag og lørdag aften.

Målet er at vise, at unge i alderen 12–18 år gerne vælger aktiviteter og fællesskaber i trygge rammer fremfor fester præget af alkohol – hvis blot tilbuddene er relevante, vedkommende og tilgængelige. Vi håber samtidig at kunne være med til at udsætte alkoholdebuten og reducere forbruget blandt de unge, som allerede drikker.

Fem særlige fredage og lørdage

Som en del af projektet afholder UNiG særlige fem fredagsarrangementer i efteråret og fem lørdagsarrangementer i foråret. Her vil vi i samarbejde med de unge skabe særlige aftener med aktiviteter, hygge og fællesskab – helt uden alkohol. Det første arrangement har netop være afholdt med stor succes.

De unge vil blive inddraget i både planlægning og afvikling, så arrangementerne bliver forankret i deres egne ønsker og behov. Alt foregår i trygge og pædagogisk støttede rammer.

Hold dig opdateret

Følg med på de sociale medier for de enkelte ungecaféer eller besøg UNiG - Ung i Gladsaxe. Du kan også læse mere om det landsdækkende projekt hos Ungdomsringen.

Sammen kan vi gøre en forskel for unges trivsel og fællesskaber – også fredag aften i byen.

Baggrund for projektet

Danske unge ligger i toppen af de europæiske statistikker, når det gælder alkoholforbrug og tidlig alkoholdebut. Selvom vi ikke kender alle årsagerne, peger meget på, at vores nationale ”drukkultur” spiller en afgørende rolle.

Desværre har vi i Danmark ikke tradition for at tilbyde unge meningsfulde alternativer netop på de tidspunkter, hvor meget af alkoholforbruget foregår – modsat f.eks. på Færøerne og Island, hvor man har haft succes med netop dette.

Mange steder i Danmark er ungdomstilbud lukket i weekenden – haller, klubber og ungdomsskoler står tomme, når de unge har allermest brug for dem. Det er heldigvis ikke tilfældet i Gladsaxe, hvor alle vores ungecaféer har åbent hver fredag, og én café holder åbent både lørdag og søndag.

Selvom vi ikke har præcise tal for unges alkoholforbrug i Gladsaxe, antager vi, at billedet ikke adskiller sig væsentligt fra landsgennemsnittet. Vi mener derfor, det er vigtigt at være med i projektet og gøre vores til at styrke de positive fællesskaber og skabe reelle alternativer.

UNiG – Ung i Gladsaxe er en kommunal indsats, der tilbyder alle unge fra 7. klasse og op til 18 år et aktivt og meningsfuldt fritidsliv – alle ugens dage. UNiG består af fem ungecaféer fordelt over hele kommunen samt to caféer målrettet unge over 18 år og specialinstitutionen Kridthuset.

I ungecaféerne kan unge tage del i planlægning og gennemførelse af aktiviteter og events. Her får de mulighed for at skabe fællesskaber, få hjælp til lektier og jobansøgninger, deltage i kreative eller musiske aktiviteter – og meget mere. Caféerne drives med fokus på unges initiativ og medindflydelse – vi lytter, støtter og skaber rum til udvikling.

Gladsaxe Kommune
Rådhus Allé 7
2860 Søborg

CVR: 62761113

Telefon: 39 57 50 00
kommunen@gladsaxe.dk

Borgerservice

Telefontid

Mandag-fredag: 9-14

Personlig henvendelse

Kun med tidsbestilling. Bestil tid på gladsaxe.dk/bestiltid

Åbningstid

Mandag-onsdag og fredag 10-14
Torsdag 10-18

Få teksten læst op Tilgængelighedserklæring Giv os feedback