---
title: "Flere rotter presser rottebekæmpelsen i Gladsaxe"
description: "Uheldigt sammenfald af omstændigheder har øget antallet af rottehenvendelser markant og presser den kommunale rottebekæmpelse."
date: "2026-05-29"
created: "2026-05-29"
---

[Hjem](https://gladsaxe.dk/)

                    [Kommunen](https://gladsaxe.dk/kommunen)

                    [Presse](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse)

                    [Nyhedsarkiv](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse/nyhedsarkiv)

                [Flere rotter presser rottebekæmpelsen i Gladsaxe](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse/nyhedsarkiv/flere-rotter-presser-rottebekaempelsen-i-gladsaxe)

# Flere rotter presser rottebekæmpelsen i Gladsaxe

29. maj 2026

Uheldigt sammenfald af omstændigheder har øget antallet af rottehenvendelser markant og presser den kommunale rottebekæmpelse.

![Billede af rotte, som kravler på terassefliser](https://gladsaxe.dk/i/MOLIRIMEDIA/88a009e9-7e4a-42a0-5354-08debc95e372?width=800)

Gladsaxe Kommune oplever lige nu en markant stigning i antallet af rottehenvendelser. De første fire måneder af 2026 er antallet af henvendelser steget med 28 procent i forhold til 2025, og alene i april var stigningen helt oppe på 55 procent sammenlignet med april 2025.

**Ventetid trods øget kapacitet**
 Gladsaxe Kommune har de senere år øget indsatsen for at bekæmpe rotter. Og som følge af den markante stigning i år har kommunes eksterne rottebekæmpelsesfirma midlertidigt tilknyttet en ekstra medarbejder for at kunne håndtere de mange anmeldelser.

Men selvom der er afsat ekstra ressourcer, gør den aktuelle situation med et markant stigende antal anmeldelser, det vanskeligt for forvaltningen at følge med. Derfor kan borgerne opleve længere ventetider på besøg fra rottebekæmperen.

- Når man opdager, at man har rotter på sin grund, så ønsker man selvfølgelig, at der omgående kommer nogen og fjerner rotterne. Men rotter er generelt svære at bekæmpe. Så med de anmeldelser, vi ser lige nu, er vi ekstra pressede. Derfor kan der desværre godt være noget ventetid, før vi kan sende en rottefænger ud. Men jeg kan garantere, at vi generelt gør alt, hvad vi kan, for at holde rottebestanden nede på et minimum. Lige nu gør et sammenfald af omstændigheder desværre, at vi ikke er helt så hurtige til at rykke ud, som vi kunne ønske os, fortæller Bo Jørgensen, der er rottemyndighed i Gladsaxe Kommune.

**Uheldigt sammenfald skaber gode levevilkår**
 Årsagerne til det øgede antal rotter er sandsynligvis et uheldigt sammenfald af omstændigheder, som giver rotterne ekstra gode betingelser for at formere sig.

Højere temperaturer giver rotterne bedre levevilkår og øger reproduktionen. Og kraftig nedbør, kloakrenoveringer og andre gravearbejder forstyrrer rotternes levesteder, så de søger mod overfladen. Det gør rotterne mere synlige, hvilket resulterer i flere anmeldelser.

Dertil kommer, at 2025 var et usædvanligt godt frugtår, hvor store mængder nedfaldsfrugt forbedrede fødegrundlaget for rotterne. Samtidig kan vinterens snemængder have haft en beskyttende effekt, fordi sne fungerer som et isolerende lag, så rotterne har bedre chance for at overleve i kolde perioder.

**Undgå at fodre rotterne**
 Som borger kan man selv gøre rigtig meget for at forebygge rotteproblemer.

Man skal blandt andet sikre sig, at kloakker og drænrør på matriklen er intakte og godt vedligeholdt. Og så skal man sørge for, at rotterne ikke har adgang til føde. Blandt andet kan man fjerne nedfaldsfrugt, undgå at fodre fugle og rottesikre sin hønsegård.

[På gladsaxe.dk/rotter kan du læse mere om, hvordan du forebygger og bekæmper rotter.](https://gladsaxe.dk/borger/bolig-vand-og-varme/ejerbolig/rotter)
