---
title: "En del af Kildegården overgår til regionen"
description: "En række af de kommunale sundhedsopgaver overgår til regionen i 2027"
date: "2026-07-03"
created: "2026-07-03"
---

[Hjem](https://gladsaxe.dk/)

                    [Kommunen](https://gladsaxe.dk/kommunen)

                    [Presse](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse)

                    [Nyhedsarkiv](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse/nyhedsarkiv)

                [En del af Kildegården overgår til regionen](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse/nyhedsarkiv/en-del-af-kildegaarden-overgaar-tilregionen)

# En del af Kildegården overgår til regionen

Den nye sundhedsreform betyder, at en række af de kommunale sundhedsopgaver overgår til regionen i 2027 – heriblandt de midlertidige pladser på Kildegården.

De midlertidige pladser – også kaldet døgnpladser – er et kommunalt tilbud til borgere med behov for pleje og behandling, som ikke kan klares hjemme, men som ikke kræver indlæggelse. Kort sagt fungerer de som en ’mellemstation’ mellem hospital og hjem.

Fra 1. januar 2027 bliver disse pladser til regionernes nye sundheds- og omsorgspladser. Dermed skal Region Østdanmark overtage Kildegården, hvor pladserne ligger i dag. Men Kildegården bruges til flere formål, og derfor har regionen og Gladsaxe Kommune aftalt at dele bygningerne op.

## Festsal og café bliver på kommunale hænder

Regionen overtager de fløje, hvor de midlertidige pladser ligger, mens Gladsaxe Kommune beholder de fløje, der blandt andet rummer festsalen og pensionistcaféen. Det betyder, at gladsaxeborgere fortsat vil kunne benytte caféen på Kildegården, selvom de midlertidige pladser overgår til regionen.

- Vi er lykkedes med at lave en aftale, der sikrer, at der også fremadrettet vil være et nært tilbud til borgere med behov for sundhedsfaglig pleje og behandling. Derudover glæder det mig, at Gladsaxe Kommune også fremover kommer til at kunne tilbyde borgere at besøge Kildegårdens pensionistcafé, siger borgmester Serdal Benli og fortsætter:

- Jeg vil gerne understrege, at samarbejdet med regionen har været konstruktivt og positivt hele vejen igennem. For vi er alle sammen interesserede i at sikre de bedst mulige tilbud for gladsaxeborgerne.

## Samme høje kvalitet

Sundhedsreformen skal blandt andet sikre, at borgere på tværs af landet kan få sundhedstilbud af høj og ensartet kvalitet. Heldigvis hører Gladsaxe til blandt de kommuner, hvor de nære sundhedstilbud er blevet prioriteret højt, og derfor kan borgerne se frem til den samme høje kvalitet, som de er vant til.

Men en af de forskelle, som borgerne vil opleve, er, at ophold på Kildegården bliver vederlagsfrit, når regionen tager over. Borgerne skal heller ikke selv betale for den medicin, de bliver behandlet med under opholdet. Det bliver nemlig Region Østdanmark, der kommer til at stå for at købe medicin til sundheds- og omsorgspladserne.

        ![Luftfoto af Kildeg&#xE5;rden ud mod S&#xF8;borg Hovedgade](https://gladsaxe.dk/i/MOLIRIMEDIA/603f73db-c67a-416b-e771-08ded8541ad1?width=800)

            Luftfoto af Kildegården ud mod Søborg Hovedgade
