Skip til hoved indholdet
    Hjem Kommunen Presse Nyhedsarkiv Drøm om kulturelt samlingssted Mørkhøj Park får vinger

Drøm om kulturelt samlingssted Mørkhøj Park får vinger

19. juni 2023

Kontrakten er underskrevet, og om et par uger går håndværkerne i gang med at forvandle det tidligere Blågård Seminarium til Mørkhøj Park – et kulturelt samlingssted for Gladsaxes borgere.

Fra venstre ses projektchef Michael Wagle, Enemærke og Petersen, kommunaldirektør Ulrich Schmidt-Hansen, borgmester Trine Græse og markeds- og relation chef Sophus Johannesen, Enemærke og Petersen.

Fra venstre ses projektchef Michael Wagle, Enemærke og Petersen, kommunaldirektør Ulrich Schmidt-Hansen, borgmester Trine Græse og markeds- og relationschef Sophus Johannesen, Enemærke og Petersen. Foto: Gladsaxe Kommune.

Tirsdag underskrev borgmester Trine Græse og hovedentreprenøren Enemærke & Petersen kontrakten om renoveringen af det tidligere Blågård Seminarium, nu Mørkhøj Park. Dermed kan arbejdet med at forvandle de gamle seminariebygninger til at blive en del af Enghavegård Skole og ikke mindst et helt nyt kultur- og samlingssted for Gladsaxes borgere gå i gang i løbet af et par uger.


Forberedelser i gang siden 2016
Gladsaxe Kommune overtog det tidligere Blågård Seminarium i 2016, og siden da har forberedelserne til at ombygge og renovere de forladte seminariebygninger været i gang. Hele området, der nu hedder Mørkhøj Park, vil fremover rumme flere kommunale funktioner, herunder en samlet 3-4-sporet Enghavegård Skole, Børnehuset Paletten, Byøkologisk Center, Bakkeskolen samt en række fritidsfunktioner for foreninger og borgere, herunder idræt, bevægelse og musik.

- Det er en drøm, der nu efter mange års forberedelser bliver til virkelighed, nemlig at få indrettet de smukke, forladte bygninger til en udvidet – og samlet – Enghavegård Skole og en masse kulturelle og musiske tilbud til Gladsaxes borgere og foreninger. Dermed får – ikke bare Mørkhøj, men hele Gladsaxe – endnu et kulturelt samlingspunkt i byen, siger Gladsaxes borgmester Trine Græse.

De bevaringsværdige bygninger renoveres og ombygges nænsomt, så bygningerne bevarer og fremhæver arkitekturen og detaljerne, men samtidig får et nutidigt udtryk med smukke, åbne og grønne omgivelser til glæde for byens borgere.


Samme arkitekt som Louisiana
Byggeriet er opført i første halvdel af 60'erne og er tegnet af arkitektægteparret Ebbe og Karen Clemmesen samt arkitekten Jørgen Bo – sidstnævnte står også bag Louisiana Kunstmuseum, hvilket tydeligt fornemmes i de smukke detaljer og den høje arkitektoniske kvalitet. Landskabsarkitekten Palle Schmidt Nielsen har indrettet udendørsarealerne, der i dag er vokset, men bevaret.

Renoveringsprojektet er tegnet af Nøhr og Sigsgaard, Friis og Moltke, Thing Brandt Landskab og Aksel V. Jensen, og Enemærke og Petersen står for totalentreprisen. Renovering og ombygning af Mørkhøj Park forventes færdigt i 2025.

Gladsaxe Kommune
Rådhus Allé 7
2860 Søborg

CVR: 62761113

Telefon: 39 57 50 00
kommunen@gladsaxe.dk

Borgerservice

Telefontid

Mandag-fredag: 9-14

Personlig henvendelse

Kun med tidsbestilling. Bestil tid på gladsaxe.dk/bestiltid

Åbningstid

Mandag-onsdag og fredag 10-14
Torsdag 10-18

Få teksten læst op Tilgængelighedserklæring Giv os feedback