Deltag i madspildsprojekt og få gavekort til Bibliografen
22. september 2025
Få styr på jeres madspild til gavn for miljøet og madbudgettet og få gavekort til Bibliografen. Sådan lyder tilbuddet i et nyt projekt, som Gladsaxe Kommune søger deltagere til.
Smider I for meget mad ud, som I burde have spist? Kunne I bruge hjælp til at undgå madspild? Så er det måske noget for jer at være med i projekt, hvor I får styr på jeres madspild til gavn for både miljøet og madbudgettet.
Gladsaxe Kommune søger 20 husstande, som har lyst til at være med. Projektet starter 29. september og løber frem til 2. november.
Alle husstande låner en digital vægt, så I kan veje den mad, I smider ud. I får også et sæt af materialer og redskaber, der skal hjælpe jer til at ændre vaner og minimere madspildet igennem forløbet. I løbet af de fem uger får I tilsendt sms’er med tips og tricks til at undgå madspild, som I kan afprøve. Endelig får I også en flot kogebog af madspildseksperten Selina Juul med inspiration til at holde madspildet nede.
Når projektet slutter, får hver husstand, der har gennemført projektet, et gavekort til Bibliografen på 500 kr. som tak for hjælpen.
Tilmelding
Tilmelding til projektet og udlevering af startpakke med madspildskit sker på Hovedbiblioteket i forbindelse med Madfestivalen MadGlad lørdag den 27. september kl. 10-17.
Mål om at halvere madspild i 2030
Madspildsprojektet er en del af Gladsaxe Kommunes mål om at halvere madspildet i 2030 i forhold til 2019, hos borgere, virksomheder og i kommunens egne enheder. Projektet gennemføres i samarbejde med BRO Kommunikation og FoodOp.
Gladsaxe Kommune har tidligere gennemført madspildsindsatser med brug af digitale vægte i børnehuse og plejeboliger. På Kildegården, Midlertidige Pladser lykkedes det at reducere madspildet med 40 procent, hvilket svarer til en årlig besparelse på 70.000 kr. i fødevareindkøb.
Fakta
20 procent af danskernes fødevareindkøb ender i affaldsspanden.
En undersøgelse fra 2021 viste, at hver husstand i Gladsaxe smider cirka 100 kg mad ud i skraldespanden hvert år. Da et kilo madspild svarer til en udledning på 2,5 kg CO2 svarer det altså til en udledning på cirka 250 kg CO2 per husstand.
Læs mere om Madfestivalen Madglad