---
title: "Danmarks første bæredygtige buslæskærm ligger i Gladsaxe"
description: "Gladsaxe Kommune har netop indviet Danmarks første bæredygtige buslæskærm i træ, med solpaneldrevet digital infoskærm og levende tag."
date: "2026-06-15"
created: "2026-06-15"
---

[Hjem](https://gladsaxe.dk/)

                    [Kommunen](https://gladsaxe.dk/kommunen)

                    [Presse](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse)

                    [Nyhedsarkiv](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse/nyhedsarkiv)

                [Danmarks første bæredygtige buslæskærm ligger i Gladsaxe](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse/nyhedsarkiv/danmarks-foerste-baeredygtige-buslaeskaerm-ligger-i-gladsaxe)

# Danmarks første bæredygtige buslæskærm ligger i Gladsaxe

Gladsaxe Kommune har netop indviet Danmarks første bæredygtige buslæskærm i træ, med solpaneldrevet digital infoskærm og levende tag.

![](https://gladsaxe.dk/i/MOLIRIMEDIA/2157394f-53c0-456e-ed4f-08dec88c41e4?width=800)

Gladsaxes borgmester Serdal Benli og direktør Karsten Rask Mikkelsen fra Bauer Outdoor Media Danmark har netop indviet Danmarks første bæredygtige buslæskærm i Gladsaxe.

Buslæskærmen, som er fra Milestone, er den første i en ny og bæredygtig generation af buslæskure. Læskærmen er blandt andet udført i langtidsholdbar douglasgran, har levende beplantning på taget og digitale skærme, som er drevet af solpaneler.

Den er opført ved Gladsaxe Rådhus ved den nyindrettede forplads lige overfor den kommende letbanestation til Hovedstadens Letbane, som åbner den fulde strækning lørdag den 22. august.

- Gladsaxe er Danmarks første verdensmålskommune, og vi har et stort fokus på at styrke den kollektive transport for at få flere til at vælge alternativer til bilen. Derfor kan dette ikke være mere naturligt, end at Danmarks første bæredygtige læskur nu ligger lige her i hjertet af Gladsaxe, siger Gladsaxes borgmester Serdal Benli.

I forbindelse med indvielsen fik Gladsaxes borgmester overrakt Bauer Outdoors Grønne Innovationspris som en anerkendelse af Gladsaxes engagement i udviklingen af grønnere byrum.

- I Bauer Media Outdoor er vi optaget af at udvikle byudstyr, der skaber værdi for mennesker, styrker byrummet og bidrager til den grønne omstilling. Og vi håber, at andre kommuner ligesom Gladsaxe har mod til at tænke i bæredygtigt byudstyr sammen med os, siger Karsten Rask Mikkelsen fra Bauer Outdoor Media.
