---
title: "Mød Gladsaxes borgmester Serdal Benli"
description: "Mød Gladsaxes borgmester Serdal Benli"
date: "2026-03-27"
created: "2026-03-27"
---

[Hjem](https://gladsaxe.dk/)

                    [Kommunen](https://gladsaxe.dk/kommunen)

                    [Presse](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse)

                [Mød Gladsaxes borgmester Serdal Benli](https://gladsaxe.dk/kommunen/presse/moed-gladsaxes-borgmester-serdal-benli)

# Mød Gladsaxes borgmester Serdal Benli

Jeg hedder Serdal Benli, er født i 1979 i Ankara i Tyrkiet. Jeg kom til Danmark som 9-årig som søn af kurdiske gæstearbejdere og flyttede sammen med min familie ind i Værebro Park.

Jeg har gået på Bagsværd Skole og fik min studentereksamen fra Gladsaxe Gymnasium. Og jeg har en kandidatgrad i socialvidenskab og kommunikation fra Roskilde Universitet.

I dag bor jeg sammen med min kone og vores søn i Bagsværd.

## Politik har været en stor del af mit liv

Politik har været en stor del af mit voksne liv, siden jeg meldte mig ind i SF i 2003. Samtidig har jeg også siddet en periode i Regionsrådet i Region Hovedstaden og har en del erfaring fra landspolitik, både som tidligere næstformand for SF, statsrevisor og suppleant i Folketinget.

Det er alt sammen erfaringer, jeg med fordel kan bruge i min rolle som Gladsaxes borgmester. For jeg ved, hvordan vi kan øve indflydelse helt ind på Christiansborg i de mærkesager, som er vigtige for kommunerne, og ikke mindst for os i Gladsaxe.

Men mit liv har også bestået af andet end politik. Sideløbende med mit politiske engagement har jeg også været ude i det virkelige arbejdsliv som blandt andet fuldmægtig i Integrationsministeriet og projektleder i Finansministeriet.

![Borgmester Serdal Benli](https://gladsaxe.dk/i/MOLIRIMEDIA/82645807-42b1-44d1-7571-08de8bb858c6?width=800)

## Fra den anatolske højslette til borgmester i Gladsaxe

Da jeg blev født, stod det bestemt ikke skrevet nogen steder, at en knægt fra den anatolske højslette, vokset op under fattige og beskedne kår, en dag ville blive Gladsaxes borgmester.

Så at jeg står her i dag, er kun muligt, fordi Danmark og ikke mindst Gladsaxe er steder, hvor et barn af gæstearbejdere kan få muligheder, uddannelse, en stemme og håb.

## Mine værdier

Jeg er formet af den velfærdskommune og den velfærdsstat, vi alle er en del af. De værdier, vores fællesskab bygger på – demokratisk sindelag, lighed mellem kønnene, solidaritet, ansvar og tillid – er værdier, jeg bærer med mig hver eneste dag.

Mine fokusområder er alt, hvad der er vigtigt for gøre Gladsaxe til en god by at bo, vokse op, arbejde og drive virksomhed i.

## Min rolle som borgmester

Ledelse handler ikke om at kende alle svarene – men om at stille de rigtige spørgsmål.

Min opgave som borgmester er at skabe rammer, retning og tryghed for det politiske arbejde i Byrådet,

Jeg ønsker at være en inkluderende og inddragende borgmester, som finder de bedste løsninger sammen med mine byrådskollegaer, og i tæt dialog med vores borgere, foreninger og virksomheder.

## Mine politiske poster:

- Borgmester for Gladsaxe Kommune
- Medlem af Gladsaxe Byråd siden 2010
- Formand for Økonomiudvalget
- Formand for Gladsaxe Erhvervsråd
- Formand for Valgbestyrelsen
- Bestyrelsesmedlem det fælleskommunale forsyningsselskab Novafos Holding A/S
- Medlem af Kredsrådet vedr. Politiets virksomhed – Københavns Vestegns Politi
- Medlem af Beredskabskommission Øst
- Medlem af ejerforum for Hovedstadens Letbane.
- Medlem af Kommunernes Landsforening, repræsentantskab
- Næstformand for Arbejdsmarkeds- og Digitaliseringsudvalget i Kommunernes Landsforening, KL.
- Medlem af Kommunernes Landsforening, delegeretmødet
- Medlem af Sundhedsråd Københavns Omegn Nord
- Medlem af Kommunekontaktrådet i Region Hovedstaden, KKR Hovedstaden
- Medlem af bestyrelsen for Indsamling på Tværs I/S
- Medlem af bestyrelsen for Copenhagen Capacity

## Tidligere politiske poster:

- Viceborgmester og næstformand for Økonomiudvalget i Gladsaxe Kommune fra 2013 - 2025
- Formand for Børne- og Undervisningsudvalget fra 2021-2025
- Statsrevisor, udpeget af Folketinget 1. oktober 2022 – 28. februar 2026
- Formand for Statsrevisorerne september 2024 – maj 2025
- Næstformand for SF fra 2019 – 2022
- Medlem af Folketinget som suppleant for SF med ordførerområderne skat, udlændinge- og integration og bolig.
- Medlem af Regionsrådet i Region Hovedstaden 2005 – 2009.
