Gladsaxe Kommune har et veludbygget net af cykelstier og trafiksanerede veje. Det gør det nemt for mange at anvende cyklen som transportmiddel. I dag anvendes cyklen som hovedtransportmiddel i 22% af de ture, som Gladsaxe borgere foretager. For pendlere er andelen 31%, og for elever under uddannelse er andelen 53%.
Byrådet ønsker at få flere til at cykle. Det kræver en indsats med både ændringer af vej- og stinet og kampagner. En større andel af cykeltrafik medvirker til mindre trængsel, bedre folkesundhed, mindre forurening og CO2 udledning. En øget cykeltrafik er forudsætningen for, at Gladsaxe Kommune kan få en bæredygtig vækst og samtidig medvirker flere cykler til et aktivt byliv.
Målene er
- At øge andelen af cykelture, som Gladsaxes borgere foretager, fra 22% til 25% over en 5-årig periode svarende til en stigning i cykeltrafikken på ca. 15%
- At få flere børn og unge til at cykle til skole ved at øge tryghed
- At øge trafiksikkerheden for cyklister
Læs mere om hvordan Gladsaxe Kommune vil opfylde målene gennem etablering af cykelstier, komfort og cykelfaciliteter samt kampagner. Læs mere i Gladsaxe Trafiksikkersplan og indsatsen for at øge trafiksikkerheden for cyklister.