Kilder til forurening kan inddeles i tre kategorier; Punktkilder, fladekilder og linjekilder:
- En punktkilde er en forurening, der kommer fra et afgrænset område, som for eksempel en utæt olietank eller en forurenet industrigrund.
- En fladekilde er en diffus forurening, der ikke kan henføres til en enkelt lokalitet, som for eksempel sprøjtemidler fra haver.
- En linjekilde er en forurening, der kommer fra en defineret linje i et område, og kan eksempelvis være salt fra en stor vej eller sprøjtegift anvendt langs en jernbane.
I Gladsaxe Kommune kommer de helt dominerende trusler mod grundvandskvaliteten fra punktkilder. Selvom punktkilder arealmæssigt er meget afgrænsede, kan koncentrationen af forureningsstoffer i dem være meget store, og de kan derfor forurene store mængder grundvand.
Illustration af grundvandsforurening under en punktkilde (BILLEDE IKKE OVERFØRT)
Principskitse af grundvandsforurening under en punktkilde
De forureningsstoffer, der primært skaber problemer i Gladsaxe Kommune, er en lille håndfuld forskellige stoftyper, som har været meget anvendt i industrien eller til ukrudtsbekæmpelse. Det er overordnet set chlorerede opløsningsmidler og BAM, der udgør de største forureningstrusler mod drikkevandsindvindingen i Gladsaxe. Der er dog også en række andre stoffer, som også kan udgøre en trussel lokalt mod nogle af kildepladserne.