Vejbelysningen på Frederiksborgvej ved Skovbrynet er nomineret til den internationale pris Build Back Better Awards.
Den røde vejbelysning langs Frederiksborgvej er nøje udvalgt, så den generer den flagermuskoloni, der bor langs vejen mindst muligt. Samtidig har der i valget været fokus på at sikre trafiksikkerhed og fremkommelighed for bilister og cyklister på strækningen.
I nomineringen fremhæves netop dette dobbelt hensyn til både flagermus samt bilister og cyklister.
- Vi er meget glade for at blive nomineret og vi er også glade for, at juryen netop fremhæver og ser, at vi har valgt en belysning, der påvirker flagermusene og naturen mindst muligt, uden at gå på kompromis med trafiksikkerheden, siger vejingeniør Jonas Jørgensen fra Trafik og mobilitet i Gladsaxe Kommune.
Vejbelysningen er udført i samarbejde med Light Bureau, Andel Lumen og det EU finansierede Lighting Metropolis - Green Mobility, som Gladsaxe Kommune og andre omegnskommuner og svenske kommuner er partnere i.
Build Back Better Awards er en ny pris, der fejrer innovation, kreativitet, socialt og miljømæssigt fokus i anlægs- og byggeprojekter. Vejbelysningsprojektet er nomineret i kategorien Belysning.
Læs mere om vejbelysnings-projektet
Læs mere om Build Back Better Awards
Fotos: Rune Brandt Hermannsson