Trods silende regn var omkring 35 borgere onsdag den 15. september mødt op til tryghedsvandring i Gyngemose Park. Der blev snakket om blandt andet flere aktiviteter, bedre oplysning om kontaktpersoner og mere sikker trafik.
Formålet med tryghedsvandringen er, at kommune, politi, grundejerforening, beboere og civilsamfund i et tværgående samarbejde kan styrke samarbejdet omkring trygheden i området. Turen gik blandt andet forbi genbrugsstationen, nedkørslen til Gyngemose Park og en legeplads i området.
Kontaktpersoner, flere aktiviteter og mere sikker trafik
Nogle af de aftaler, der blev lavet på vandringen er, at der skal opslag op i alle opgange med relevante kontaktoplysninger. Det skal gøre det lettere for beboere at orientere sig i, hvem de skal henvende sig til i tilfælde af, at de oplever utrygge situationer i området.
For at styrke fællesskabet i området blev det desuden aftalt at invitere beboere i Gyngemose Park til et møde, hvor man kan drøfte oprettelsen af et fælles aktivitetsudvalg, som kan lave fælles aktiviteter – for eksempel en Gyngemose Park dag, motionsløb eller andet.
Der var også drøftelser om bedre belysning og skiltning ved fodgængerfelter samt indførelse af hastighedstavler og udvidelse af vejbump.
Virtuelle borgermøder
Forud for mødet har parterne holdt to virtuelle borgermøder i januar og februar, og Gladsaxe Kommune udsendte i foråret 2021 en tryghedsundersøgelse til alle beboere i Gyngemose Park over 18 år. Tryghedsvandringen tog afsæt i resultaterne fra de ca. 700 besvarelser, der var kommet ind.
Vandringen var arrangeret af Gladsaxe Kommune sammen med Grundejerforeningen i Gyngemose Park og Københavns Vestegns Politi. Natteravnene i Gladsaxe deltog også i tryghedsvandringen.