Hovedstadens Letbanes entreprenør begynder i slutningen af oktober på forberedende arbejder på en strækning af Buddingevej. Det betyder spærring af Kildebakken og støj frem til december 2020.
I slutningen af oktober går Hovedstadens Letbane i gang med at rydde på strækningen af Buddingevej mellem Kildebakken og Fremtidsvej. Samtidig etablerer de en støttemur ved Buddingevej 289 og ændrer de eksisterende trapper ud for Buddingevej 291 og mellem Kildebakken og Fremtidsvej.
Trafikomlægning i anlægsperioden
På grund af arbejdet bliver det nødvendigt at omlægge trafikken mellem 27. oktober og 11. december 2020, hvor Kildebakken lukkes for til- og frakørsel til Buddingevej. Der bliver i stedet etableret omkørsel via Fremtidsvej.
Fortovet på Buddingevej bliver spærret mellem Kildebakken og Fremtidsvej og cykelstien bliver i perioden lavet til fællessti for cyklister og fodgængere.
Hovedstadens Letbane forventer, at arbejdet er afsluttet i december 2020.
OBS: Trafikomlægningen var oprindeligt planlagt til at slutte 1. december, men det har været nødvendigt at forlænge perioden til 11. december 2020.
Støjgener kan ikke undgås for naboer
Når arbejdet er i gang, kan det ikke helt undgås, at der i perioder vil være gener fra støj og omlægningen af trafikken. Hovedstadens Letbane gør dog, hvad de kan for at begrænse generne.
Det støjende arbejde udføres på hverdage klokken 7-18.
Har man spørgsmål til arbejdet på forhånd eller undervejs, er man velkommen til at kontakte Hovedstadens Letbane på mail til [email protected] eller på telefon 72 42 45 00.
På gladsaxe.dk/letbane informerer Gladsaxe Kommune løbende om trafikale ændringer og lignende i Gladsaxe i forbindelse med ledningsomlægninger og forberedende letbanearbejde.
På dinletbane.dk kan man læse mere om den samlede vision for Hovedstadens Letbane og tilmelde sig infomail.