For at gøre plads til letbanespor rydder Hovedstadens Letbane 84 træer i midterrabatten på en strækning af Gladsaxe Ringvej, hvor der senere vil blive plantet 80-90 nye træer som helt ny boulevardbeplantning.
Hovedstadens Letbane skal rydde 84 træer på Gladsaxe Ringvej på stykket mellem Gladsaxe Møllevej og Buddinge Rundkørsel for at gøre klar til letbanen, der kommer til at køre i midten vejen, hvor træerne står i dag. Rydningen kommer til at ske i løbet af uge 16.
Flytning og brug af stammer ikke muligt
Træerne i midterrabatten kan desværre ikke genplantes, da de fleste er i dårlig stand. Træerne er også så gamle, at de er for svære at flytte, da træerne har vanskeligt ved at genetablere et tilstrækkeligt stort og stabilt rodnet. Gladsaxe Kommune har undersøgt mulighederne for at anvende træstammerne til andre ting, men det har desværre vist sig ikke at være muligt i dette tilfælde. Træerne er af sorten robinie, der er et selvimprægnerende træ, som ikke egner sig til biodiversitetsfremmende projekter, hvor træstammerne nedbrydes og bliver hjem for insekter. Heller ikke i andre nærliggende projekter har der været muligheder for at anvende dem.
Grøn boulevard erstatter træerne
I forbindelse med letbaneprojektet i Gladsaxe har Gladsaxe Byråd besluttet, at der skal etableres en ny grøn boulevard på strækningen fra Gladsaxe Møllevej og til Gladsaxevej i tråd med strategien Vores Grønne Gladsaxes fokus på et grønnere bymiljø. Her vil der blive plantet fire rækker af i alt 80-90 nye træer fordelt på hver side af den 750 meter lange strækning. Som i mange andre større byggeprojekter etableres nye træer og planter først, når al udgravning og anlægsarbejde om få år er afsluttet, så de nyplantede træer ikke ødelægges af tunge maskiner og ledningsomlægninger, men i stedet får de bedst mulige vækstbetingelser fra start. Gode vækstbetingelser er nemlig essentielt for, at træerne kan udvikle sig til sunde og frodige træer.
Samlet rydning giver færre gener
Trærydningen har været planlagt til at blive udført i forskellige faser, men entreprenørfirmaet CG Jensen har nu mulighed for at fælde træerne i forlængelse af deres arbejdsareal på Gladsaxe Ringvej, så de undgår at opdele arbejdet i flere etaper over forskellige perioder. På den måde vil trafikken blive påvirket mindst muligt samlet set. Mens arbejdet foretages på hverdage, vil der i tidsrummet klokken 9-15 være indsnævret til et kørespor på mindre del-strækninger. Man kan orientere sig efter skiltningen.
Følg med i letbaneprojektet
Hovedstadens Letbane kommer til at køre fra Ishøj til Lyngby-Taarbæk og får seks stop i Gladsaxe. Den vil stå klar i 2025. På gladsaxe.dk/letbane varsler Gladsaxe Kommune blandt andet om lokale anlægsarbejder og trafikomlægninger. På dinletbane.dk informerer Hovedstadens Letbane om letbaneprojektet langs hele strækningen og projektets visioner.