De to nominerede til bæredygtighedsprisen 2021 er butiksindehaver Maria Vivi Petersen og Gladsaxe Multifitness Forening. I dag præsenterer vi den første nominerede Maria Vivi Petersen, der ejer blomsterbutikken Pryd i Bagsværd.
Maria Vivi Petersen er nomineret til Bæredygtighedsprisen 2021.
Mange kender nok mest Maria Vivi Petersen som ejer af blomsterbutikken Pryd, men Marias grønne engagement begrænser sig ikke kun til at have grønne fingre. Maria Vivi Petersen gør en stor indsats for lokalsamfundet og for at gøre Gladsaxe til en endnu mere bæredygtige by at færdes i. Hun inspirerer til recycling og ansvarligt forbrug og produktion. Desuden bygger hun bro mellem civilsamfund, offentlige institutioner og den lokale detailhandel med forskellige partnerskaber.
Maria Vivi Petersen har fx lavet too-good-2-go poser, så restblomster fra butikken ikke smides ud, men køres til byens plejehjem. Her har beboerne fået glæde af blomsterne, og hendes indsats har givet oplevelsen af større sammenhold og livsglæde på det lokale plejehjem. Et andet eksempel er, at hun bruger ældre udgaver af lokalavisen som blomsterindpakning.
Stort tillykke med nomineringen til Maria Vivi Petersen!
Den anden nominerede, Gladsaxe Multifitness Forening, præsenteres senere i denne uge. Vinderen afsløres ved prisuddelingen 18. august kl 16:00 i Bibliotekshaven, hvor borgmester Trine Græse vil overrække bæredygtighedsprisen 2021 som en del af Gladsaxes nye Bæredygtighedsfestival.
Verdensmål – vores mål
Bæredygtighedsprisen er en del af Gladsaxes arbejde for at fremme en bæredygtig udvikling. Som den første kommune i Danmark har Gladsaxe således indarbejdet FNs Verdensmål i sin overordnede strategi, Gladsaxestrategien. Det er anden gang prisen uddeles.
Læs mere om Gladsaxestrategien på: www.gladsaxe.dk/gladsaxestrategien