Det er et af hovedbudskaberne i en ny kampagne fra Sundhedsstyrelsen, som Gladsaxe Kommune bakker op om. Kampagnen sætter fokus på unges stigende forbrug af nikotinprodukter og er rettet mod forældre.
Sundhedsstyrelsen understreger i kampagnen, at forældre har stor indflydelse på deres barns holdning til nikotin. Unge, som taler og laver aftaler med deres forældre om nikotin, er mindre tilbøjelige til at bruge produkterne. Det er derfor vigtigt, at forældre taler med deres børn om nikotinprodukter for at forebygge, at de starter med at bruge dem og bliver afhængige.
Stigende forbrug af nikotinprodukter
De seneste år er brugen af nikotinprodukter steget markant blandt børn og unge på landsplan. Mange udvikler et dagligt eller lejlighedsvist forbrug af nikotin, som fx nikotinposer eller vapes – og flere starter et forbrug, selvom de ikke tidligere har røget cigaretter.
- Vi ser desværre, at der også er flere og flere unge i Gladsaxe, helt ned til 12. års alderen, der bruger nikotinprodukter som snus og de nye vaps - og brugen af nikotinprodukter øger risikoen for at begynde at ryge. Vi hilser derfor Sundhedsstyrelsens kampagne meget velkommen og bakker op om at sprede budskaberne. Mange forældre er ikke klar over, hvor skadelig og afhængighedsskabende nikotinprodukterne er for de unge, siger seniorrådgiver Gitte Holm fra Gladsaxe Kommune.
Tallene fra Gladsaxe viser, at røgfri tobak, snus og nikotinposer er særligt udbredt blandt de unge mellem 16-24 år. 17 procent af de unge mænd bruger snus mm. For er de unge kvinder er tallet 6 procent.
Brug af nikotin kan føre til stress, depression og angst
Nikotin har en meget skadelig indflydelse på udviklingen af den unge hjerne. Forskning peger på, at der er en sammenhæng mellem brug af nikotin og psykisk sygdom som angst, depression og stress. Nikotin er også yderst afhængighedsskabende, og det er meget svært at stoppe med at bruge nikotin, når man først er startet.
Gode råd til forældre
Sundhedsstyrelsen råder forældre til at opsøge viden om produkterne og deres sundhedsmæssige konsekvenser. Samtidigt er det væsentligt, at du er tydelig omkring din holdning til brugen af nikotin, så dit barn kender dit ståsted.
Fem gode råd til dialogen med dit barn:
Vær tydelig – så dit barn ikke er i tvivl om, hvad du mener om nikotinprodukter
- Tal jævnligt med dit barn om nikotinprodukter – men gør det uden løftede pegefingre
- Lav en aftale med din teenager om ikke at begynde med at bruge nikotin
- Tal med andre forældre om, hvordan I sammen kan opfordre de unge til at forblive nikotinfri
- Gør hjemmet nikotinfrit - gem dine egne eller andres produkter med nikotin væk. Lad være med at anvende nikotin, når du er sammen med din teenager
Se Sundhedsstyrelsens kampagne på: sst.dk/da/Nikotin
Fakta:
Har dit barn brug for hjælp til at slippe nikotinen?
Hvis dit barn allerede er afhængig, er der flere måder at få hjælp til at slippe en nikotinafhængighed.
Få hjælp af Stoplinien
Stoplinien tilbyder gratis og anonym telefonisk rådgivning til dig, der er tæt på en teenager, som bruger nikotin. Her kan du få hjælp til, hvordan du bedst hjælper din teenager med at slippe sin afhængighed af nikotin. Dit barn kan også selv ringe eller sms’e til Stoplinien og få rådgivning.
Send en sms med teksten ”Rygestop” eller ”Snusfri” til 1231. Så bliver du ringet op af en rådgiver i løbet af 1-3 hverdage. Du kan også ringe direkte på 80 31 31 31. Telefonerne er åbne:
- Man-tors.: kl. 10-20
- Fredag: kl. 10-16
Få hjælp af rygestoprådgiver i Gladsaxe Kommune
Gladsaxe Kommune tilbyder hjælp til unge, der er afhængige af snus og vaps. Send en sms til 1910 med teksten ’Slut’, så bliver du eller dit barn ringet op af en rygestoprådgiver.
Læs også mere på gladsaxe.dk/rygestop
Tal for unge og cigaretter i Gladsaxe
I 2021 røg 11,3 procent af de 15-17-årige cigaretter dagligt eller lejlighedsvis: 7,8 procent ryger hver dag og 3,5 procent ryger lejlighedsvist.
I 2021 røg 21,9 pct. af de 18-24-årige dagligt eller lejlighedsvist: 12,5 procent ryger dagligt 9,4 procent ryger lejlighedsvist.
Kilde: §RØG – En undersøgelse af tobak, adfærd og regler, Statens Institut for Folkesundhed 2021
Unges hjerner er særligt påvirkelige af nikotin:
- Børn og unge er i større risiko for at blive afhængige end voksne og nikotin øger risikoen for at begynde at ryge eller bruge andre rusmidler.
- Når den unge indtager nikotin, kan det medføre forstyrrelser i hjernens modning.
- Nikotin kan blandt andet medvirke til at fremkalde symptomer psykisk sygdom og som angst og depression. Ligesom kognitive funktioner i børn og unges hjerner er i større risiko for at blive påvirket af nikotin, blandt andet i forhold til opmærksomhed og motivation.
- Derudover er der risiko for skader i mundhulen og nogle produkter er ligesom cigaretter kræftfremkaldende.
Kilde: Vidensråd for Forebyggelse: Konsekvenser af nikotinbrug – for børn og unge (2022).
Ulovligt at sælge alle former for nikotin til unge under 18 år
Det er ulovligt at sælge alle former for nikotin til unge under 18 år, ligesom det er ulovligt at sælge nikotinprodukter med andre smagsstoffer end mentol og tobak.