Gladsaxe har indgået partnerskab med DGI Storkøbenhavn om at hjælpe idrætsforeninger med at indføre Røgfri Idrætstid og røgfrie idrætsanlæg. Det sker for at skærme især børn og unge mod røg.
Billedtekst: Formand for DGI Storkøbenhavn, Peder Nedergaard, formand for Sundheds- og Rehabiliteringsudvalget, Dorthe Wichmand Müller og formand for Kultur-, Idræts- og Fritidsudvalget, Katrine Skov, med den underskrevne partnerskabsaftale, der markerer starten på arbejdet med Røgfri Idrætstid i Gladsaxe.
Hver dag starter 40 børn og unge med at ryge. Halvdelen af dem, der bliver ved med at ryge, ender med at dø af det. Nogle af dem bor i Gladsaxe. Derfor har Gladsaxe Kommune indgået et partnerskab med DGI Storkøbenhavn om at hjælpe idrætsforeninger med at indføre Røgfri Idrætstid og røgfrie idrætsanlæg for at skærme især børn og unge mod røgen.
Mandag den 3. februar blev partnerskabsaftalen bag initiativet underskrevet af formand for Sundheds- og Rehabiliteringsudvalget i Gladsaxe Dorthe Wichmand Müller, formand for Kultur-, Idræts- og Fritidsudvalget Katrine Skov og formand for DGI Storkøbenhavn Peder Nedergaard. Det markerede samtidig starten på arbejdet med Røgfri Idrætstid.Underskrifterne på aftalen blev sat i Gyngemosehallen, der er et af de idrætsanlæg, der indgår i initiativet, og børnene her kan altså nu se frem til ikke at blive udsat for tobaksrøg i fremtiden.
Støtte til røgfri aktiviteter
Initiativet Røgfri Idrætstid skal støtte en række udvalgte idrætsforeninger og idrætsanlæg til at opnå røgfrihed. Partnerskabet mellem DGI og Gladsaxe Kommune indebærer blandt andet, at foreningerne støttes i at lave røgfrie aktiviteter, røgfrie kontrakter med trænere, udarbejde rygepolitikker og støttes til at vise deres holdning til røgfrihed gennem skiltning og kommunikation.
Formanden for Kultur-, Idræts- og Fritidsudvalget, Katrine Skov, ser frem til resultaterne af røgfri idrætstid:
- Vi vil gerne give børn og unge i Gladsaxe de bedste muligheder for at deltage i sunde fællesskaber og vokse op uden røg. De skal kunne komme til træning uden at se deres rollemodeller i form af trænere, ældre udøvere og forældre, stå og ryge. Denne indsats vil tage ansvar for børn og unges røgfrie fremtid, og vil være med til, at der i Gladsaxe i udbredt grad er røgfri idrætstid for børn og unge, siger hun.
Også formanden for Sundheds- og Rehabiliteringsudvalget, Dorthe Wichmand Müller, ser frem til flere røgfri miljøer i Gladsaxe.
- Rygning er den største enkeltstående risikofaktor for vores sundhed. Derfor har vi i Gladsaxe Kommune en målsætning om at blive en af de første røgfri kommuner i Danmark. Vi har allerede indført røgfri arbejdstid og røgfri skoletid. Derfor er et fritidsliv uden røg det næste naturlige skridt, så vi på alle områder kan skabe røgfri miljøer, der hvor borgerne færdes – især vores børn og unge, siger hun.
Hos DGI Storkøbenhavn ser formand Peder Nedergaard frem til samarbejdet med Gladsaxe Kommune om at skabe røgfrie idrætsmiljøer:
- Vi ønsker helt grundlæggende, at børn og unge mødes om noget sundt i deres fritid. Her spiller idrætsforeningerne en stor rolle. Det er derfor godt, at unge foreningsmedlemmer via de røgfrie idrætsmiljøer bliver understøttet i nogle gode og sunde vaner, som holder dem på afstand af rygning. Det glæder mig, at Gladsaxe Kommune nu også aktivt går ind i kampen for en røgfri idrætstid, siger han.
Røgfri generation i 2030
Gladsaxe Kommune er en del af det nationale partnerskab Røgfri Fremtid med det mål, at i 2030 er der ingen børn og unge - og højest 5 procent af de voksne i Danmark, der ryger. Lige nu vokser antallet af unge, der ryger. Ifølge Røgfri Fremtids Ungeundersøgelse røg 29 procent af de 16-24-årige dagligt eller lejlighedsvist i 2017. I 2013 var tallet 25 procent. Det kræver en målrettet indsats at rette op på.
Derfor arbejder Gladsaxe Kommune tværfagligt for at reducere antallet af borgere, der ryger. Der sker blandt andet gennem Gladsaxestrategien, hvor et af målene er sundhed og trivsel hele livet. Alle borgere skal have de bedste muligheder for at leve et selvstændigt, aktivt, sundt og ansvarligt liv, hvor flere borgere oplever bedre fysisk og mental sundhed. Det bygger blandt andet på partnerskaber og samarbejde.
Et særligt fokus er viet indsatsen for børn og unge, hvor det at skabe flere røgfrie miljøer er et blandt en række tiltag, der skal mindske risikoen for, at børn og unge udsættes for passiv rygning eller selv begynder at ryge.