Gladsaxe Kommune er nu klar til at hjemmevaccinere 55 visiterede borgere, som forgæves har ventet på at blive vaccineret af Region Hovedstaden.
55 borgere, som er visiteret til at blive hjemmevaccineret, fordi de ikke selv kan forlade deres hjem, har længe ventet på, at Region Hovedstaden skulle komme forbi og foretage vaccinationen. Men sidst i november trak regionen sine folk hjem til de store testcentre for at kunne vaccinere flere. Samtidig modtog kommunerne besked om, at de skulle overtage opgaven fra 1. december. Derfor har kommunerne været i gang med at skaffe medarbejdere og organisere hele opgaven, samtidig med, at de ventede på vacciner og instrukser fra Region Hovedstaden.
Nu er alt klar, og Visitationen er begyndt at ringe rundt til de første, som skal vaccineres, når Gladsaxes nye vaccinationshold går i gang med at vaccinere fra tirsdag den 21. december og alle de 55 vil blive kontaktet og tilbudt vaccination inden nytår. Hvis man gerne vil hurtigere til, kan man også forsøge at kontakte egen læge, da lægerne også tilbyder vaccination og nogle også hjemmevaccination. Har man, eller har haft, corona for nylig, vil man få en ny tid efter jul.
- Vi er selvfølgelig kede af at borgerne har måttet vente. Men tingene går meget stærkt med de stigende smittetal, og vi har først sent fået besked om, at det var en opgave, som vi skulle overtage. Nu har vi på rekordtid fået alt på plads, så vi kan rykke ud til de første på tirsdag, og de er alle blevet ringet op. Vi har også ringet til dem, vi kan nå at vaccinere mellem jul og nytår, men desværre når vi ikke at vaccineret alle. Men vi fortsætter, til vi er færdige, fortæller leder af Visitationen i Gladsaxe Kommune Sofie Seemann.