Gladsaxe Handicappris 2019 går til et team af otte frivillige, der hjælper pårørende til personer med kronisk sygdom.
På billedet: Borgmester Trine Græse (til venstre) og Torben Nielsen (til højre), sekretær i Hjernesagen og indstiller af prisen, flankerer årets prismodtagere (Foto: Kaj Bonne).
Gladsaxe Handicappris blev i år uddelt for anden gang, og prisen går i 2019 til Marianne Gajhede, Richard Krogh, Oskar Nordling, Thomas Olsen, Mira Hansen, Susan Hansen, Pia Albertsen og Susanne Svitzer.
De frivillige udgør sammen et team, som hjælper pårørende til borgere med kronisk sygdom til at komme bedst muligt gennem hverdagen.
– I gør et kæmpe arbejde for pårørende til mennesker med kronisk sygdom. I bidrager som fælles team til, at pårørende til borgere med funktionsnedsættelse og kronisk sygdom kan lære at løfte den udfordring, som livet stiller dem. I bringer jeres egen erfaring som pårørende med ind i arbejdet – og det gør I med et varmt hjerte og et glødende engagement, fortalte borgmester Trine Græse de otte vindere.
Borgmester Trine Græse overrakte diplom og buketter til teamet af frivillige, som ikke selv vidste noget om hæderen, før borgmesteren dukkede op. Det var derfor en overrasket og meget glad gruppe af ildsjæle, der modtog årets handicappris.