Sådan får du en Vild Med Vilje-have. Pluk en flot vild buket blomster og tag også en pose frø med hjem. Det var nogle af tilbuddene, da der i går mandag 22. juni var Vild Med Vilje-arrangement i Kong Hans Have.
Der var stor spørgelyst og interesse for Vild Med Vilje.
Omkring 40 borgere kom forbi Vild Med Vilje-arrangementet, hvor også Gladsaxes Grønne Guide var til stede.
- Det var en hyggelig eftermiddag i det fine vejr, og vi oplevede stor interesse og spørgelyst i forhold til Vild Med Vilje og muligheden for at byde naturen ind i haverne, siger biolog Ayla Nurkan Gretoft fra Gladsaxe Kommune.
Vild Med Vilje handler om at tænke vores grønne områder og haver på en ny måde, hvor man skaber gode levesteder for dyr og planter. Samtidig er det ambitionen, at man som borger i Gladsaxe får en mere mangfoldig og rig naturoplevelse.
Gladsaxes grønne guide havde vildengsfrø med og svarede på spørgsmål.
En flot vild buket fra Kong Hans Have, der er et af ti offentlige områder i Gladsaxe, der er Vild Med Vilje.
Kong Hans Have er lige nu en skøn blomstereng, som både store og små kan have glæde af.
Få rådgivning om, hvordan din have bliver Vild Med Vilje
Du kan også få rådgivning om, hvordan din have bliver Vild Med Vilje af kommunens Vild Med Vilje team, skriv til [email protected]
Hvis du vil vide mere, så gå ind på www.vildmedvilje.dk/gladsaxe