Museet om Lillemosegård på Kellersvej har fået nye lokaler og åbningen af museet var lidt af et tilløbsstykke. Omkring 50 borgere deltog i den officielle åbning i fredags.
Museet om Lillemosegård har tidligere ligget i kælderen under administrationsbygningen på Kellersvej 1, men er nu flyttet til Dukkehuset, Kellersvej 7.
Lillemosegård er navnet på gården, som i 1886 blev købt af Familien Keller og siden omdannet til en centralinstitution for ’åndssvage’, som man sagde på den tid. Allerede et år senere stod bygningen klar til at huse 125 mænd.
Cathrine og Christian Kellers kongstanke var, at alle uanset handicap skulle bidrage med deres arbejdskraft, enten i landbruget, værkstederne eller i haven.
Tiderne skifter og således også på Kellersvej, som igennem årene både har været statsejet, amtslig og ved kommunalreformen i 2007 overtog Gladsaxe området, og i disse år er området ved at blive ombygget til dejlige lejligheder for borgerne.
Udstillingen viser dele af historien med billeder, tekster og effekter.
Der stod en kvinde bag det hele
Som en del af udstillingen har en grafiker frivilligt rekonstrueret et billede af Cathrine Keller fra en bog, da der ikke fandtes et sådant billede. Billedet er rekonstrueret, så det ligner et gammel fotografi.
Cathrine Keller var mor til Christian Keller og arbejdsgruppen bag museet er enige om, at netop Cathrine Keller er en vigtig brik i historien. Det var nemlig hende, der sendte sønnen Christian ud for at købe et sted for ’de åndssvage’, efter manden Johan Kellers død.
På museet kan man desuden se sygeplejeeffekter, billeder fra Lillemosegårds egen gravplads på Gladsaxe kirkegård og rekonstruktion af ’De gamle damers opholdsstue fra 1880´erne’.
Det er frivillige historieinteresserede borgere, brugere af Kellersvej, den nye civilsamfundskoordinator samt flere ansatte, der nænsomt har flyttet og etableret museet i de nye lokaler.
Besøg museet
I de kommende måneder kan museet besøges hver onsdag mellem 10-16 uden forudgående aftale (undtagen uge 29-31). Et besøg kan kombineres med frokost eller kaffe/kage i Slotscaféen lige ved siden af.
Har du lyst til at afholde et lille særarrangement, så kontakt Betina Skovby for aftale på [email protected] eller 29287008 – et besøg kan evt. suppleres med et besøg i Slotscaféen eller rundvisning på området ved Kellersvej.