På mandag 12. april kan skolebørnene komme tilbage i skole. Det har Gladsaxe Kommune netop fået besked om fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Tidligere i dag fik også liberale erhverv meldingen om, at de må åbne for kunderne på mandag.
Der er netop kommet en glædelig nyhed fra Styrelsen for Patientsikkerhed om, at Gladsaxe igen kan tage del i genåbningen. Skoler, SFOer, fritids- og ungdomsklubber må åbne på mandag samtidig med, at vores liberale erhverv som frisører, massører og køreskoler også må slå dørene op for kunderne.
Forældre får direkte besked via egen skole
For 0.-4. klasse betyder genåbningen, at alle kan komme tilbage i skole på mandag og for 5.-10. klasse gælder fortsat reglen om 50 procent fremmøde og 50 procent fjernundervisning. Forældre til skolebørn får direkte besked fra egen skole.
Tak til alle, der er blevet testet
Gladsaxe Kommune takker alle jer, der har passet på hinanden og andre ved at lade jer regelmæssigt teste, holde afstand, spritte hænder og set færre i påsken end I normalt ville gøre. Rigtig mange har fulgt opfordringerne, og det har virket. Tak for det. Nu skal vi holde fast og fortsat lade os teste regelmæssigt, så vi kan stoppe smittekæderne hurtigst muligt, og dermed fortsætte med at holde vores skoler og liberale erhverv åbne.
Fortsat fokus på at holde smittetallene nede
Der er fortsat fokus på at holde smitten nede. Fx har Gladsaxe i tirsdags åbnet to kommunale kviktestcentre med egne podere i Høje Gladsaxe og Værebro. Dermed har Gladsaxe nu fire testcentre med en samlet kapacitet på over 2000 tests per dag: Et PCR-test-center på Rådhuset med tidsbestilling og tre kviktestcentre uden tidsbestilling i henholdsvis festlokalerne i Høje Gladsaxe, Selskabslokalerne i Værebro Park og på Bagsværd Hovedgade nr. 192.