Styrelsen for Patientsikkerhed har torsdag 11. marts midlertidigt lukket Mørkhøj Skole, da der er coronasmitte i flere klasser på skolen.
Status fredag morgen 12. marts er, at der i alt er 17 smittede elever og to smittede lærere på skolen. Den midlertidige nedlukning af Mørkhøj Skole er et led i Styrelsen for Patientsikkerheds nye strategi om at slå målrettet ned på lokale smitteudbrud, og hurtigst muligt stoppe alle smittekæder.
Alle elever, der ikke er nære kontakter, kan komme tilbage i skole, når de har en negativ pcr-test. Forældre, der ikke ønsker at deres børn bliver testet, skal holde barnet hjemme i syv dage. I mens skolen er midlertidigt lukket ned, bliver der sørget for ekstra rengøring på skolen.
Alle familier med tilknytning til skolen bør testes
Styrelsen for Patientsikkerhed anbefaler, at alle familier med børn på Mørkhøj Skole lader sig teste.
Forsøger at få testcenter til Mørkhøj
Gladsaxe Kommune har kontaktet Region Hovedstaden for at få et testcenter til Mørkhøj snarest muligt. Hvis der kommer et mobilt testcenter til Mørkhøj, bliver det meldt ud på hjemmesiden og Facebook.
Se her, hvor du kan få lavet en pcr-test.