En helt ny udstilling om Hovedstadens Letbane er netop åbnet på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm. Forleden ankom en model af forreste vogn i fuld størrelse fra Siemens i Tyskland.
Det krævede en større transportvogn, da en model i fuld størrelse af den forreste vogn i Hovedstadens Letbanes kommende tog skulle fragtes fra producenten Siemens i Tyskland til Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm, som er blandt de førende på området. Her skal den fremover være centrum for et kig ind i fremtiden på Ring 3.
En model kan noget særligt
Selvom udstillinger med billeder og visualiseringer kan vise og fortælle meget om det store projekt med en letbane langs Ring 3, så er både museumsleder Mikael Lund og Gladsaxes borgmester Trine Græse enige om, at modellen er særlig.
- Der er stadig nogle år til, at letbanen åbner, og det kan måske være svært at forestille sig, hvordan det kommer til at se ud. Med en 1:1 model af de kommende letbanetog bliver det nu muligt at få en fornemmelse af, hvordan det bliver at køre med letbanen, siger Gladsaxes borgmester Trine Græse, som også er formand for letbanekommunernes borgmesterforum.
Effektiv og miljørigtig trafikløsning venter
Netop nu kan man mange steder langs Ring 3 mærke, at letbaneprojektet skrider hastigt frem. Her er der nemlig fuld gang i forsyningsselskabernes mange ledningsomlægninger, hvorefter selve byggeriet kan starte. Og der er noget at se frem til i 2025, når det hele skal være klar.
- Nu venter der nogle år med byggerod og trafikale udfordringer – men når letbanen er færdig, får vi en ny, effektiv og miljørigtig trafikløsning, der binder den kollektive trafik sammen på tværs af S-togslinjerne og gør det nemt og hurtigt at komme rundt i hovedstadsområdet, siger borgmester Trine Græse.
Fra fortid til fremtid i grønne omgivelser
På Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm behøver man dog ikke vente til 2025. Her kan man springe nogle år frem i tiden og opleve en af de grønne togvogne, der vil fragte passagerer frem og tilbage mellem Ishøj og Lundtofte. Og man kan endda opleve det hele i dejlige, grønne omgivelser på museet, som ligger ved Jystrup mellem Ringsted og Roskilde. Her er der også mulighed for at køre en tur med historiske sporvogne og måske en frokost eller is i endestationen i smukke Højbjerg Skov.