Der var entusiasme og god stemning på Gladsaxe Stadions lægter, da søskende, forældre og bedsteforældre søndag den 27. oktober 2019 sad klar til at overvære den årlige pokalturnering i fodbold for kommunens 3. klasser.
Gennem de sidste par måneder har der været gang i de indledende kampe rundt om på Gladsaxes skoler, og i søndagens finalekamp for drenge mødtes Gladsaxe Skole og Stengård Skole, mens pigernes finalehold var fra Enghavegård Skole og Stengård Skole. De to kampe blev spillet på samme tid på tværs af opvisningsbanen, og det var elever fra Buddinge Skole, der dømte kampene.
Traditionen tro var skolernes pokalfinale optakt til en 2. divisionskamp på Gladsaxe Stadion (i år mellem AB og Brabrand), og dagen blev arrangeret i et samarbejde mellem Sportsudvalget, medarbejdere på Gladsaxe Stadion og Akademisk Boldklub Gladsaxe.
Gladsaxe Skole vandt drengens finale, mens Enghavegård Skoles piger løb med sejren i den anden kamp. Pokaloverrækkelsen tog borgmester Trine Græse sig af, og bagefter løb guldvinderne ind sammen med divisionsspillerne, mens sølvvinderne dannede espalier.