Aldershvile Planteskole er kendt udover kommunegrænsen, og alle med en have har sikkert på et eller andet tidspunkt været forbi oasen med planter fra Finland til Caribien. Midt i det hele står Pernille Friis Larsen som daglig leder. Hun er i gang med et glidende genersationsskifte med den hidtige ejer Jens Beck Jensen. De to deler derfor lederskabet af Planteskolen.
”Det er da en stor udfordring, men jeg synes, jeg er klar til udfordringen efter mere end 25 år som ansat her”, udtaler hun og fortsætter: ”Vi vil rigtigt gerne udvikle planteskolen til at være et samlingsted for alle planteinteresserede – f.eks. ved at arrangere noget socialt sammen med et oplæg om stauder”.
Anledning til besøget hos Pernille og Aldershvile Planteskole er en dialog om rekruttering og forretningsudvikling. Gladsaxe Kommune samarbejder med Den Sociale Kapitalfond om at tilbyde hjælp til virksomheder, der gerne vil forretningsudvikle – og samtidig kickstarte en rejse som en socialt ansvarlig virksomhed, der tilbyder medborgere på kanten af arbejdsmarkedet en plads i et arbejdsfællesskab.
”Vi kan give fire måneders konkret sparring på forretningen – og op til 12 måneders opfølgning, hvor vi sikrer en implementering af de konkrete handlingsplaner. Vi er med hele vejen”, udtaler Steen Malmberg, forretningsudviklingschef i Den Sociale Kapitalfond.
I alt fem virksomheder fra Gladsaxe kan deltage i et forløb med Den Sociale Kapitalfond med opstart i november måned. Aldershvile Planteskole vil gerne deltage. ”Vi vil rigtigt gerne udvikle vores virksomhed i samarbejde med Den Sociale Kapitalfond – vi har ansatte på særlige vilkår, men kan sikkert også gøre det bedre”, siger Pernille Friis Larsen, som i samme ombæring også takkede ja til et besøg fra Gladsaxe Kommunes miljøafdeling med henblik på en gennemgang af virksomhedens cirkulære processer.