'Få styr på angsten' er et selvhjælpsprogram rettet mod forældre til børn i 0.-6. klasse med let til moderat angst. Det vil sige, at barnet har problemer i hverdagen i en grad, så det forstyrrer barnets liv.
I uge 43 (23.-29. oktober 2023) starter nye forløb af 'Få styr på angsten'. Det henvender sig til familier, der ikke tidligere har modtaget kognitiv adfærdsterapi for barnets angst.
Eksempler på let til moderat angst kan være:
- Dit barn har svært ved at falde i søvn alene
- Dit barn kan ikke sove alene i egen seng
- Dit barn har svært ved at have legeaftaler, der foregår hos kammerater
- Dit barn har svært ved adskillelse, fx at gå til skole/blive afleveret i skolen
- Dit barn er bange for mørke
- Dit barn tør ikke gå alene på toilettet
- Dit barn bekymrer sig om mange ting og tænker meget.
Informationsmøde
Det kan være svært at vide, om dit barn har angst. Derfor inviterer Gladsaxe Kommune alle interesserede forældre til børn i 0.-6. klasse til et informationsmøde, hvor medarbejdere fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) vil fortælle om, hvordan angst kommer til udtryk hos børn, og om hvad Få styr på angsten indeholder.
Du skal ikke tilmelde dig informationsmødet, men blot logge på, da vi afholder det online onsdag 13. september 2023 kl. 17-18.30 via Microsoft Teams.
Klik her for at deltage i mødet.
Inden informationsmødet anbefaler vi, at du har installeret Microsoft Teams på computer eller mobil, men du kan også deltage via din internetbrowser.
På informationsmødet vil vi fortælle om, hvordan du ansøger om en plads på et forløb. Vi anbefaler, at du deltager i informationsmødet inden da.
Hvis du er forhindret i at deltage i informationsmødet, kan du stadig godt søge om plads på et forløb.
Udfyld ansøgningsformularen om at deltage på et forløb her
Ansøgningsfrist
Din ansøgning om at deltage i et forløb af Få styr på angsten skal være os i hænde senest søndag 17. september 2023.
I uge 38 vil du som forælder modtage et brev via Digital Post, hvor du vil blive bedt om at udfylde et spørgeskema. Hvis dit barn er 11 år, vil dit barn også skulle besvare et spørgeskema. Dette vil du som forælder modtage særskilt brev om via Digital Post, som du bedes videregive til dit barn. Alle spørgeskemaer skal være færdigudfyldt senest søndag 1. oktober 2023.
Efter ansøgningsfristen vil Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) vurdere ansøgningerne. Der kan derfor gå lidt tid, inden du modtager svar. I vil som forældre få besked om konkrete datoer, tidspunkt og sted, hvis I får tilbudt en plads. I vil også modtage besked, hvis I ikke bliver tilbudt en plads, og her vil I samtidig få en forklaring på hvorfor samt blive vejledt omkring Gladsaxe Kommunes andre relevante tilbud.
Information og vilkår
Det er gratis at deltage i Få styr på angsten, men det er en forudsætning for at deltage, at barnet har bopælsadresse i Gladsaxe Kommune.
Programmet løber over 10 uger og udføres af jer selv i hjemmet. I skal, som forældre, deltage i to workshops af to timer. Den første workshop er i begyndelsen af programmet, og den anden workshop er efter seks uger. Her vil I lære om de forskellige former for angst, og om hvordan I bedst hjælper jeres barn.
Der vil også være mulighed for diskussioner, erfaringsdeling og sparring med de andre forældre i gruppen. Disse workshops skal give jer grundlaget for at hjælpe jeres barn i hjemmet. Gruppen ledes af PPR-medarbejdere fra Gladsaxe Kommune. Dit barn deltager ikke i workshops.
Har du spørgsmål?
Har du specifikke spørgsmål omkring Få styr på angsten-forløbet, kan du kontakte PPR-medarbejder Gitte Hylleholt Bøttger på [email protected]
Forløbet er en del af projekt STIME.
Læs mere om STIME på gladsaxe.dk her.
Om Få styr på angsten
- Formålet er i korte træk at hjælpe jer som forældre, inden angsten får en form og et omfang, som styrer barnets og familiens liv.
- Det er gratis at deltage i selvhjælpsprogrammet Få styr på angsten, som ledes af PPR-medarbejdere fra Gladsaxe Kommune.
- Programmet løber over 10 uger og består af to workshops af to timers varighed. Der vil være hjemmearbejde fra gang til gang.
- På de to workshops vil I lære om forskellige former for angst og om, hvordan I bedst hjælper jeres barn. Der vil også være mulighed for diskussioner, erfaringsdeling og sparring med de andre forældre i gruppen.
- Barnet deltager ikke i de to workshops.
- I vil få besked om konkrete datoer, tidspunkt og sted, hvis I får tilbudt en plads på Få styr på angsten-forløbet. I vil også modtage besked, hvis I ikke bliver tilbudt en plads, og I vil samtidig få en forklaring på, hvorfor jeres barn ikke vurderes at passe ind i tilbuddet, samt blive vejledt omkring kommunens andre tilbud.
- For at vi kan vurdere, om jeres barn er i målgruppen for tilbuddet, vil I blive bedt om at besvare en række spørgsmål i forbindelse med ansøgning til Få styr på angsten.