Besøgsreglerne på en lang række sociale botilbud i Gladsaxe Kommune er skærpet. Det sker efter anbefaling fra Styrelsen for Patientsikkerhed.
Der er indført midlertidige besøgsrestriktioner på sociale botilbud i blandt andet Gladsaxe Kommune. Det gælder for alle døgndækkede botilbud i Gladsaxe Handicaptilbud – samt Kagsåhuse, Tornehøjgård og Nybrogård. Her vil det kun være muligt at få indendørs besøg af 1-2 faste personer, mens alle andre besøg skal foregå udendørs. Lederne på de enkelte botilbud melder selv ud, hvordan det kommer til at foregå i praksis.
De nye besøgsrestriktioner sker efter anbefaling fra Styrelsen for Patientsikkerhed på grund af det stigende antal smittede med covid-19. Restriktionerne vil blive ophævet i samråd med Styrelsen for Patientsikkerhed, når det vurderes, at de ikke længere er nødvendige.