En gammel kilde og en stor kalkklippe har forvandlet et ensformigt græsland til et spændende område med gode vækstbetingelser for nye planter og dyr.
Det nye kilde- og kalkstensområde i Høje Gladsaxe Park kan umiddelbart ligne et krater i græslandet, men forventningen er, at det med tiden bliver en naturperle.
Den gamle Kielshøj Kilde, der befinder sig på en bakkeskråning ned mod Bøgebjerg Mose i Høje Gladsaxe Park, har bogstaveligt talt set dagens lys igen. I jagten på landbrugsjord blev kilden omkring 1870 drænet, så sumpområdet kunne bruges til marker med afgrøder.
- Bønderne ville dengang gerne have vandet væk, så området kunne bruges til landbrugsjord. I dag vil vi det modsatte. Vi vil skabe områder med gode vækstbetingelser for nye planter og dyr samt gode oplevelser for borgere, der færdes i naturen, siger Ayla Nurkan Gretoft, Biolog i Klima Og Natur i Gladsaxe Kommune.
Stor klippe af kalk og græssende heste
Kielshøj Kilde har taget navn efter en gravhøj, som tidligere lå på toppen af en bakke i Høje Gladsaxe Park.
Det genetablerede kildeområde er skabt ved, at kommunens biologer har gravet efter kildeudløbene. Derudover har de fjernet det øverste jordlag på et område på ca. 20x30 meter. Arbejdet med at fritlægge kilden bød på en overraskelse, da et stort plateau af kildekalk også dukkede op. Kalken er udfældet af kilden, og tidligere blev den type kalkformationer brugt som byggematerialer til bl.a. opførsel af kirker.
Det nye område med både kilde og kildekalk er en del af den kommende hestefold med fire heste, der skal græsse året rundt og dermed naturpleje den del af Høje Gladsaxe Park.
Kildeprojektet er et af flere, der er skrevet ind i den seneste plejeplan for Gladsaxe Kommune, som skal optimere biodiversiteten og skabe en grøn og levende by.