Omkring 200 borgere deltog i digitalt borgermøde om fjernvarme i Gladsaxe i tirsdags 11. januar. På mødet blev der fortalt om tidsplan for udbygning, områder, miljøfordele og økonomi ved udbygning af fjernvarme i Gladsaxe.
Et af målene i Strategi for Grøn Omstilling er, at alle olie- og naturgasfyr i Gladsaxe skal udfases og erstattes med grøn opvarmning som fx fjernvarme.
Byrådet har allerede godkendt et projekt for udbygning med fjernvarme og endnu et projekt er i politisk proces - begge syd for Motorring 3.
Også i den nordlige del af kommunen arbejdes der for udbygning med fjernvarme, og det forventes, at Vestforbrænding i løbet af 2022 er klar med udbygningsplaner for dette område.
Der er dog stadig et par år til, at udbygningen starter, og der er stadig beslutninger, der ikke er truffet. Derfor er det ikke til at sige præcist, hvornår den enkelte matrikel kan forvente at få fjernvarme.
Fjernvarmeprojekterne gennemføres sammen med to fjernvarmeselskaber. Den sydlige del af kommunen forsynes med fjernvarme fra Gladsaxe Fjernvarme og den nordlige del fra Vestforbrænding.
Præsentationer fra Gladsaxe Fjernvarme, Vestforbrænding og Gladsaxe Kommune er vedhæftet her.