Statens Kunstfond har doneret et stort og spraglet kunstværk, som netop er blevet indviet i Værebro Park og som kan sætte kulør på selv den mest grå vinterdag.
Foto: Fra venstre i midten er det kunstner Karoline H. Larsen, formand for afdelingsbestyrelsen i Gladsaxe almennyttige Boligselskab Iver Skov Henriksen samt beboer og medlem af styregruppen bag værket Raman Budhiraja.
En grå eftermiddag i januar mødte mere end 70 interesserede i alle aldre op til indvielsen af et nyt kunstværk i Værebro Park. Mens mørket faldt på, var der taler snoreklip, kaffe og kage. Og selvfølgelig mulighed for at gå på oplevelse i det flere meter høje kunstværk, der består af jernrør på næsten 30 centimeter i diameter.
Statens Kunstfond har foræret værket til Værebro Park. I sin tale ved indvielsen fortalte Henrik Menné, der er udvalgsmedlem i legatudvalget for billedkunst, at værket er sammenhængende med Værebro Park:
- Værket kan give stedet en identitet. Kunst kan være et tegn, det kan være med til at indikere ens område, det kan bruges til at finde vej. Sådan kan en skulptur mange ting.
Henrik Menné pointerede også, at kunsten kan give plads til at tænke over de mere abstrakte ting i livet.
En gave med kulør
Raman Budhiraja, der er beboer i Værebro Park og med i styregruppen bag værket, fik æren af at klippe snoren til værket og takkede i sin tale Statens Kunstfond for gaven:
- Vi har fået et kunstværk, som kan give nogle farver til den grå beton. Jeg synes at det kan give en stor glæde til at børn og voksne, samt gæster i Værebro Park.
Ud over fem beboere fra Værebro Park var også en repræsentant fra Statens Kunstfond og to repræsentanter fra Gladsaxe Kommune med i styregruppen kunstværket. Statens Kunstfond har med en donation finansieret værket, og Gladsaxe Kommune har faciliteret, at områdets børnehuse har været med i kunstværkets tilblivelse. Børnene har eksempelvis været ude og spille og lytte til, hvordan Værebro Park lyder; lyden af et metalrør, træbænk, betonmur for at gøre en research af materialer til værket. Derudover finansierer Gladsaxe Kommune, som en del af aftalen, renovering af to kunstværker i området; ZigZagbroen og Cirkelbroen.
Et billede på fællesskab
Værket er skabt af kunstneren Karoline H. Larsen, der kalder værket ’Vi er forbundne, Velkomst Værebro’. De farvestrålende rør rækker helt ud mod Værebrovej, så det også kan nydes – og gerne udforskes – af alle forbipasserende. Karoline H. Larsen opfordrer alle til at gå tæt på og undersøge værkets muligheder:
- Man må gerne gå ind under og igennem værket. Endelig gå på opdagelse. Værket kan også fungere som en wayfinding – altså en stifinder, vejviser, et kendetegn eller sågar med tiden blive et vartegn for Værebro. Eksempelvis kan man sige: “når du kommer til den store farverige figur, så er du ved Værebro Park”. Det kan også være, at en bedsteforælder eksempelvis leger skjul med sit barnebarn imellem de labyrintiske hække, som nu er åbne for leg – og man hører et kukkuk.
Ideen til værket har Karoline H. Larsen fået på baggrund af sit mangeårige arbejde med det, hun kalder collective strings eller snorespor. Der er mere end 80 nationaliteter repræsenteret i området. Og netop dette er værket ’Vi er forbundne, Velkomst Værebro’ inspireret af:
- Forestil dig, at man står med et kæmpe garnnøgle, en snorekugle af energi, som man har viklet. Man holder fast i enden, mens man kaster det hen over hækken, og så står der en anden griber garnnøglet og kaster i ny retning, og endnu en person samler op og kaster videre på tværs. Således er der Snorespor viklet ind og ud imellem hinanden og forbundne, som billede på et fællesskab, fortæller Karoline H. Larsen.
Du kan læse mere om nogle af de øvrige værker i Værebro her
Foto: Det nye kunstværk set fra vejen med Værebro Park og biblioteket i baggrunden.