Ved Nybro har Baadfartens anløbsbro fået en totalrenovering. Samtidig er broerne i Gladsaxe blevet renoveret og er klar til en god sæson med sejlads.
Har man været en tur forbi Nybro for at nyde de smukke, grønne omgivelser, så har man nok bemærket, at anløbsbroen før så lidt træt ud, og at der var renovering i gang. Nu er Lyngby-Taarbæk Kommune færdige med broen, som har fået helt nyt træværk og formentlig aldrig har taget sig bedre ud. Samtidig har Gladsaxe Kommune renoveret de øvrige anløbsbroer i Gladsaxe, så det hele er klar til en god sommer med Baadfarten.
Vejret har generelt været rigtig flot i Baadfartens sæsonopstart, og det indbyder naturligvis til en sejltur på de smukke søer i vores lokalområde. Baadfarten har selvfølgelig justeret antallet af passagerer, så man trygt og sikkert kan nyde en sejlads med de gamle både. To af dem stammer helt tilbage fra slutningen af 1800-tallet, hvor Baadfarten havde sin start. I dag ejer Gladsaxe, Lyngby-Taarbæk og Furesø kommuner i fællesskab Baadfarten.
Find sejlruter, priser og mere historisk info på www.baadfarten.dk