Gladsaxe Kommune har besluttet at åbne sine udendørsanlæg inden for udvalgte idræts- og fritidsaktiviteter. Det sker på baggrund af nye retningslinjer fra de landsdækkende idrætsorganisationer og sundhedsmyndighederne.
I kølvandet på de seneste anbefalinger fra de landsdækkende idrætsorganisationer og Sundhedsstyrelsen er udendørsanlæggene i Gladsaxe Kommune lukket lidt op igen. Der er nemlig kun tale om aktiviteter, hvor det er muligt at leve op til sundhedsmyndighedernes retningslinjer. Det er for eksempel tennis, atletik, cykling og spejderaktiviteter.
Det er den enkelte forening, der har ansvaret for at overholde retningslinjerne fra Sundhedsstyrelsen, DIF, DGI og DUF. Så selvom Gladsaxe Kommune åbner sine udendørsfaciliteter, er det helt op til foreningens bestyrelse, hvornår idrætsaktiviteterne kan genoptages.
Gladsaxe Kommune anbefaler, at foreningerne er godt forberedt, og gør det i et tempo, der passer til den enkelte idrætsgren eller -aktivitet. Derfor er alle bestyrelserne blevet opfordret til, at de udarbejder og kommunikerer konkrete retningslinjer til medlemmer og instruktører – herunder retningslinjer for øget rengøring.
Læs mere om retningslinjerne og de aktiviteter, der har mulighed for at genåbne, her.